'Genvej' hedder Gentofte Kommunes digitale selvbetjeningsløsning. Og den er blevet nomineret til en europæisk digitaliseringspris. Det er den, ifølge EU, fordi det er en særligt vellykket it-løsning inden for offentlig service.
Jens Peter Friis, økonomidirektør i Gentofte Kommune, er helt enig:
"Nabokommunen har ikke sådan et system. Det er en Gentofte-opfindelse. Vi har samlet så mange services ét sted, som det har været muligt, og vi arbejder hele tiden på at udvikle nye anvendelsesmuligheder," siger Jens Peter Friis.
Det er fjerde gang, at EU uddeler prisen European eGovernment Award, hvor det er muligt at stille op i tre forskellige kategorier. Genvej er nomineret i kategorien 'eGovernment empowering citizens', der har fokus på forbedret og lettere adgang til offentlige services.
"Vi er selvfølgelig glade for, at der bliver lagt mærke til os, og vi anser det som en stor anerkendelse af vores strategi," siger Jens Peter Friis.
Kontrolpanel for borgerservice
Genvej udmærker sig ved at samle en masse selvbetjeningsmuligheder ét sted, som borgeren kan få adgang til ved hjælp af sin digitale signatur.
Genvej henter oplysninger fra flere forskellige myndigheder, så man kan nøjes med at logge ind det ene sted. Det betyder, at man uden at forlade siden kan melde flytning, bestille ekstra skraldeposer, tilkalde skadedyrsbekæmpelse, tjekke pension og børnebidrag og se billeder af sit eget hus. Samt en hel masse mere.
Det er også her, man klarer al kommunikation med kommunen, og hvor man kan læse, hvad ens børn har lavet i børnehaven, hvilke lektier de har for, og om de skal have madpakke med på skovturen.
Anden danske finalist
I sidste uge skrev vi historien om Informationstjenesten Øresunddirekt, der er nomineret til den europæiske eGovernment Award i kategorien 'eGovernment supporting the single market'. Den kategori fokuserer på e-services og informationsdeling på tværs af grænser, der har indflydelse på borgernes mobilitet og forretninger på tværs af EU.
I alt har ni danske digitaliseringsprojekter været tilmeldt konkurrencen, der afgøres på EU's ministerkonference om eGovernment i Malmö 19.-20. november i år. 260 projekter er med i konkurrencen, hvoraf 52 bliver udvalgt som finalister.