Ældre kan ikke komme på nettet
Den ældre generation halter langt bagefter med at bruge internettet. 38 procent af de 60-74-årige har aldrig brugt internettet, hvilket svarer til ca. 330.000 mennesker. Det viser tal fra sidste års tal fra Danmarks Statistik Det advarer Ældre Sagen og Ældremobiliseringen mod, at offentlige myndigheder kun lægger tal ud på deres hjemmesider. (Morgenavisen Jyllands-Posten)
Baggers svenske partner sidder på pengene
Mens Stein Bagger rusker tremmer i Ringsted Arrest, er hans svenske partner Mikael Ljungman på fri fod og har en masse penge. Under et retsmøde fredag i Retten i Lyngby afslørede vicestatsadvokat Per Justesen, at Mikael Ljungman har tilranet sig op mod 180 millioner kroner i forbindelse med svindlen i IT Factory. (Morgenavisen Jyllands-Posten)
Forfattere sætter penge til på e-bøger
Dansk Forfatterforening mener, at forfatterne tjener alt for lidt på e-bøgerne i forhold til forlagene. Forlagene mener, at det skyldes usikkerhed hos forfatterne over for det nye medie. Især mindre kendte forfattere og fagbogsforfattere presses til at acceptere dårlige vilkår. (Politiken)
Jensby kendte til ulovlig bankgaranti
Asger Jensby var fuldt ud klar over, at det ikke var i overensstemmelse med reglerne, da Danske Bank i september sidste år accepterede at stille en bankgaranti for IT Factory over for Saxo Bank på 37,5 millioner kroner.
Bankgarantien skulle bruges for, at Saxo Bank ville acceptere at få IT Factory som medsponsor på Bjarne Riis' cykelhold. (Børsen)
Millionlønninger i IT Factory
Tidligere finansdirektør i IT Factory, Jeanette Lorenzen, vil ikke ud med, hvor mange millioner hun fik i løn. Ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten modtog Jeanette Lorenzen en årsløn på 3,4 millioner kroner. Men Jeanette Lorenzen mener, at hun har knoklet for pengene. "Jeg har ikke holdt ferie i de to år, jeg var der," siger Jeanette Lorenzen.
(Børsen)
Folkeskolen må droppe IT i undervisningen
På trods af en årelang satsning på it i folkeskolen, er flere og flere lærere nu så trætte af de manglende it-forhold på folkeskolerne, at man helt vælger at droppe it-undervisningen. Seks ud af ti lærere har så vanskeligt ved at bruge it i hverdagen, at de ikke kan leve op til de lovmæssige krav om, at integrere it i undervisningen. Det viser tal fra Berlingske Research. (Berlingske Tidende)
Flere kvinder i it-topposter
Der kommer flere og flere kvinder med i toppen af it-branchen. Hele 50 procent flere kvinder besætter i dag topstillinger i den danske it-verden. Det viser en ny undersøgelse, som brancheforeningen, IT-Branchen, har lavet. (Berlingske Tidende)