Artikel top billede

"Jeg kommer ikke ud af en insulinpen - for mig er en kunde en kunde," siger Per Kogut, administrerende direktør, NNIT.

NNIT-direktør scorer otte måneders ekstra løn

It-selskabet NNIT gjorde det så godt sidste år, at den administrerende direktør Per Kogut som bonus har fået otte måneders ekstra løn ind på kontoen.

It-selskabet NNIT betaler ikke sine medarbejdere den højeste løn i branchen, men har til gengæld nogle lukrative bonusordninger, der blandt andet sikrede selskabets administrerende direktør Per Kogut otte måneders ekstra løn sidste år.

"Vi har en ordning som hedder LTIP (Long term incentive program). Ordningen er ikke længere en del af Novo Nordisks ordning, men baseret på NNIT's egne resultater, og alle får det samme bortset fra mig," fortæller Per Kogut.

Ledelsen, der i 2008 bestod af i alt ni personer deler ifølge regnskabet 20,5 millioner kroner, men fordelingsnøglen er direktøren ikke meget for at oplyse. De godt 20 millioner omfatter løn, pension, bonus og aktieoptioner.

Jeg kommer ikke ud af en insulinpen

NNIT begyndte livet som it-afdeling i Novo Nordisk, men har de senere år eksisteret som et selvstændigt selskab i koncernen.

Efter at have brugt mange ressourcer på at overbevise eksterne kunder i den farmaceutiske industri om, at de godt kan entrere med NNIT uden at risikere forretningshemmelighederne, er omsætningen uden for Novo Nordisk vokset markant.

Per Kogut blev ansat som Torben Skriver Frandsens afløser som øverste chef for NNIT i efteråret 2006. Kogut kom fra en stilling som chef for det amerikanske softwarehus CA, så springet til den farmaceutiske branche var noget af et sceneskift.

"Jeg kommer ikke ud af en insulinpen - for mig er en kunde en kunde, og alene i 2008 steg omsætningen på det eksterne marked med mere end 50 procent, og det, synes vi, er ret flot. Væksten fortsætter i Kina, og mange kunder er klar til blended sourcing altså, hvor vi parrer en dansk tilgang til it-udvikling med rå it-udviklingskræfter fra Indien, Kina og Filippinerne," siger Per Kogut, der gør sit bedste for at få ordet kvalitet ind i hver anden sætning.

Kvalitet, kvalitet og kvalitet

Kvalitet er selvsagt et væsentlig emne ikke mindst i den farmaceutiske branche, og det er en konkurrenceparameter, Per Kogut slår hårdt og vedholdende på.

"Jeg tror på, at vores mission i verden og vores fædrene ophav, er det, der differentierer os i markedet. Leverer vi ikke kvalitet, så har vi ikke nogen berettigelse," siger han eksempelvis.

Svejse under vandet i blåt lys

For at lægge vægt bag ordene afslører Kogut, at ikke bare har kvalitetsafdelingen fået fordoblet antallet af medarbejdere, NNIT har også ansat en ny kvalitets- og sikkerhedschef. Brian Birkvald er navnet.

Kvaliteten skal ikke bare gennemsyre farma-delen af NNIT, men også andre områder som it-kvalitet, proces-kvalitet, kvalitet i aftaler, og i selskabets serviceforpligtelser over for kunderne.

"Vi behøver ikke være så skrappe til at svejse under vandet i blåt lys, men vi skal være helt fremme i skoene med de ting, kunderne spørger om," siger Per Kogut.

Svesken på disken

Mange af NNIT's medarbejdere kommer fra Novo Nordisk, men to tredjedele gør ikke, og de har måske ikke helt det samme forhold til kvalitet som de gamle Novo-ansatte.

"En manual er ikke nok, det er i hverdagen, vi skal leve op til de høje krav til kvaliteten, og vi bliver dygtigere af, at kunderne kigger os over skulderen," siger Per Kogut, der også er stærk tilhænger af at få eventuelle fejltrin frem i lyset.

"Hvis du prøver at skjule noget, så rammer det dig før eller siden som en dobbeltboomerang i panden," siger Per Kogut, der går ind for det kontante slagord "svesken på disken."

I takt med, at NNIT breder sig over flere forretningsområder skærpes konkurrencen, og selskabet konkurrerer ifølge Kogut efterhånden med alle heriblandt Accenture, CSC og IBM, som NNIT vandt flere gode ordrer fra sidste år.

"Hvis vi laver e-solutions, hvor der indgår Microsoft-udvikling, så er konkurrenten ofte Netcompany, mens det på SAP-området for eksempel er 2Change. Endelig konkurrerer vi, når det gælder Business Consulting, med PA og Accenture," siger Per Kogut.

De fire mål

NNIT beskriver i regnskabet, der fylder 72 sider, fire mål, som virksomheden har sat sig.

Mål 1: At nå to milliarder i omsætning og et overskud af den primære drift på mere end 12 procent i 2012.

I 2008 levede NNIT op til de økonomiske mål for året med en omsætning på 1,4 milliarder kroner, et overskud af den primære drift på 154 millioner kroner og en vækst i omsætningen på 20 procent.

Mål 2: NNIT skal være den bedste danske arbejdsplads inden for it -konsulent- og serviceydelser i 2012.

Mål 3: I 2012 skal NNIT være den foretrukne it -konsulent- og servicevirksomhed i Danmark med markedets højeste kundetilfredshed.

Mål 4: I 2012 skal NNIT være kendt som en international, førende it -konsulent- og servicevirksomhed indenfor den farmaceutiske branche - med et gennemsnitligt årligt vækstmål på 25 procent uden for Novo Nordisk-koncernen.

Så er kursen sat, og næste år kan fremskridtet måles på antallet af ekstra månedslønninger, der bliver sat ind på chefens konto.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Højer og Lauritzen ApS
Distributør af pc- og printertilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere