CeBIT-messen tiltrækker ikke danske it-udstillere længere.
Konsulatet i München og TB Erhvervsmesser kunne midt i januar meddele, at de valgte at 'trække stikket' på dette års danske fællesstand på CeBIT.
"Til trods for en omfattende mail- og telefonkampagne var substansen i tilmeldingerne ikke stærk nok til, at man kunne forsvare at opretholde booking på de 200 m2 hos Messe Hannover," skriver Konsulatet på sin webside.
Konsulatet kunne konstatere, at kun tre firmaer havde lavet en fast booking på egne stande halvanden måned inden messen åbnede.
Medio februar havde seks danske firmaer tilmeldt sig med egne stande.
"Den endelige antal danske udstillere havnede på syv," fortæller Birte Henzel, der er Deutsche Messes danske repræsentant.
Hun kan via mobiltelefon rapportere fra Hannover, at messen dog er velbesøgt fra morgenstunden.
Én ud af fire bliver væk i år
Det er ikke kun danske udstillere, der bliver væk
Deutsche Messe kunne kun tælle 4.300 deltagende virksomheder fra 69 lande ved messens åbning.
Det er en nedgang på mere end 25 procent i forhold til 2008, da udstiller-antallet var på 5.845.
Disse tal er fortsættelsen på en nedgang, der har varet flere år, og som danner store tomme huller i CeBIT's enorme messehaller.
I 2006 havde messen 6.272 udstillere og i 2001 omkring 8.000.
Der var 495.000 besøgende på CeBIT i 2008.
CeBIT 2009 starter officielt i dag og løber frem til søndag 8. marts.