Det offentliges brug af it i 2008 er nu blevet målt og vejet, og konklusionen er klar. Kommunerne er ifølge nye tal fra Danmarks Statistik langt bedre end staten til at implementere digitale serviceydelser for borgerne. I samtlige kategorier, der er målt på, er kommunerne mere fremme end staten.
Men der er en naturlig forklaring på dette, fremhæver både kommunerne og staten.
"En af grundene er, at kommunerne har mere med borgerservice at gøre," siger Michael Hald, it-konsulent i KL.
"Med kommunalreformen har man ligesom lagt hovedansvaret for borgerservice til kommunerne. Derfor har det været vigtigt for kommunerne at komme med konkrete svar på de digitale udfordringer, som borgerne står over for."
I øjeblikket er det kun 43 procent af de statslige myndigheder, der kan tilbyde borgerne, at man kan underskrive blanketter med en digital signatur.
Det står i skarp kontrast til situationen i kommunerne, hvor det er hele 79 procent af de kommunale myndigheder, der kan tilbyde, at man verificerer blanketterne digitalt.
Svært at sammenligne
Men det er som sagt ikke lige til at sammenligne tallene mellem stat og kommune.
"De statslige myndigheder har et mindre behov for at tilbyde digitale løsninger. Der er visse strukturelle forskelle mellem stat og kommune, som undersøgelsen ikke tager højde for," siger Natascha Dexters, kontorchef for borgerkontoret i IT- og Telestyrelsen.
Forventningerne til 2009 peger på, at flere myndigheder i det kommunale snarere end det statslige regner med, at der kommer flere it-udgifter i løbet af 2009.