Underholdning, sjov, musik og teater.
Det er midlerne, hvis de ansatte skal forstå meningen med virksomhedens dyre sikkerhedssystemer.
Pengene er nemlig spildt, hvis de ansatte ikke forstår sikkerhedsproblemerne.
Det fortæller Todd Fitzgerald, der med et forbløffende CV og som medforfatter af blandt andet sikkerhedsbogen 'CISO Leadership: Essential Principles for Success' onsdag var hovedtaler på Dansk IT's sikkerhedskonference 2009.
"Hovedbudskabet er, hvordan man gør slutbrugerne opmærksomme på sikkerhedsudfordringerne på en sjov måde."
Ifølge Todd Fitzgerald er det af stor vigtighed at få de ansatte i en virksomhed til at forstå meningen med virksomhedens sikkerhed. Nøgleordet er awareness, som går ud på at højne sikkerheden ved hjælp af medarbejdernes opmærsomhed på eventuelle problemer.
"De penge, vi investerer i sikkerhedsteknologi, er spildt, hvis slutbrugerne ikke forstår, hvilke sikkerhedsrisici der findes," siger Todd Fitzgerald.
Interaktiv undervisning og underholdning
Vejen er ifølge forfatteren at underholde de ansatte og præsentere problemerne på en sjov måde.
Fremgangsmåden kan godt virke lidt som pædagogikken i børne-tv, medgiver forfatteren.
Indlæringen sker på en interaktiv måde, hvor tilhørerne ser film og producentvideoer, og bagefter laver teater, som forklarer budskabet i videoen, forklarer Todd Fitzgerald.
På den måde husker folk typisk sikkerhedsbudskabet bedre, end hvis man bruger Powerpoint-præsentationer, forklarer Todd Fitzgerald.