Computerworld News Service: INQ1-telefonen er udviklet af INQ i samarbejde med mobiloperatøren 3, og til at starte med bliver det kun 3, der tilbyder telefonen.
Britiske abonnenter får telefonen gratis, hvis de binder sig til en 18-måneders kontrakt med 3 til cirka 130 kroner om måneden, som inkluderer ubegrænset brug af Facebook, Skype, Windows Live Mobile og web-adgang, 75 minutters gratis taletid til telefoner på andre netværk, ubegrænset sms, e-mail og gratis opkald til andre 3-telefoner.
Brugere der hellere vil betale efter forbrug kan købe INQ1 for cirka 700 pund.
3 lancerer også telefonen i andre lande, og den vil på et senere tidspunkt også blive udbudt af andre operatører.
Brugervenlige internet-tjenester
Udover den lave pris lagde INQ stor vægt på, at internet-tjenesterne skulle være lette at bruge.
Det skal være lige så nemt at bruge Facebook på INQ1 som at foretage et telefonopkald, lyder det fra INQ's CEO, Frank Meehan.
Brugerne får adgang til Facebook med et enkelt klik, og der kommer live-opdateringer direkte frem på skærmen.
"En af de vigtigste funktioner er, at man kan hente adressebøger direkte fra Facebook, Skype og Windows Live Messenger og nemt samle oplysninger om én person fra de forskellige konti," fortæller Ben Wood, chefforsker hos CCS Insight.
Andre applikationer, for eksempel Skype og Windows Live Messenger, kan også ses på skærmen, så man ikke skal ind i menuen for at finde dem.
Brugerne kan også tilføje deres egne widgets, blandt andet Googles search bar.
Ben Wood er også imponeret over, at telefonen kan hente et billede fra en Facebook-konto og bruge det som billed-id for telefonopkald.
INQ1 er en slide-telefon og indeholder kamera på 3,2 megapixels, skærm på 2,2 tommer og understøtter datahastigheder på op til 3,6 M bps ved hjælp af HSDPA (High Speed Downlink Packet Access).
Tidspunktet for telefonens lanceringen kunne ikke være bedre.
Antallet af folk der bruger Facebook på mobilen er steget drastisk fra fem millioner aktive brugere i starten af året til 15 millioner brugere i dag, meddeler Facebook.
Oversat af Mille Bindslev