Computerworld News Service: I denne tid må de studerende nødtvunget forlade stranden, swimmingpoolen og driverlivet for at vende tilbage i skole.
Og når de går ind ad døren på deres uddannelsessted, vil en stor del af dem komme bærende på en ny MacBook, ifølge en spørgeundersøgelse foretaget af et analysefirma, der har fokus på højere uddannelser.
Undersøgelsen, der blev gennemført af Student Monitor, spurgte 1.200 fuldtidsstuderende på de mellemlange collegeuddannelser i USA (cirka fire år) og påviser, at 84 procent ud af de, som planlægger at købe en computer inden for de kommende 12 måneder, vil købe en bærbar. Ud af denne gruppe vil 43 procent købe en Mac.
Denne andel er næsten det dobbelte af Apples nærmeste konkurrent, ifølge spørgeundersøgelsen. Blandt de studerende, der planlægger at købe en bærbar inden for de kommende 12 måneder, svarer 22 procent, at de vil købe en fra Dell, efterfulgt af Sony med otte procent, HP med seks procent og Gateway med tre procent.
En bedrift
Mac'ens popularitet er måske ikke så overraskende i lyset af Apples ry for at trives på uddannelsesmarkedet. I Apples seneste regnskabskvartal havde virksomhedens uddannelsesdivision sit bedste kvartal nogensinde for K-12-salget ligesom for salget af Macs til de højere uddannelser.
Men tallene fra den seneste spørgeundersøgelse fra Student Monitor markerer alligevel noget af en bedrift for Apple set ud fra nylige tendenser bemærket af analysefirmaet.
For tre år siden var Dell den foretrukne producent af bærbare blandt college-studerende, hvor 46 procent af de adspurgte planlagde at købe en computer fra Dell. I kontrast til i dag planlagde kun 17 procent da at købe en Mac.
Og det er ikke kun bærbare, der gør en forskel for Apples genopliven blandt studerende ved de højere uddannelser.
"Virksomhedens komplette produktsortiment appellerer til studerende," oplyser Student Monitor.
"Apple-computere synes at nyde en prestige hos college-studerende som andre computermærker ikke besidder, og denne prestige er blevet styrket af at de studerende har taget iTunes, iPhone og iPod til sig," fortæller Eric Weil, som er partner hos Student Monitor, til Macworld.
Dell førende i stationære pc'er
Mens bærbare tydeligvis udgør størsteparten af de planlagte køb, er der stadig et antal studerende der vil købe stationære. I denne kategori fører Dell, ifølge spørgeundersøgelsen. Men Apple er ved at indhente.
31 procent af de, der i 2008 vil købe stationære, planlægger at købe en Dell, mens 19 procent vil købe en Mac. Gateway og HP runder listen af med tre procent hver.
I 2005 førte Dell i segmentet for stationære med 39 procent, mens Apple lå på tredjepladsen med 12 procent. HP havde da 16 procent, og Gateway ni procent.
Oversat af Thomas Bøndergaard