Chipproducenter Rambus lægger sag an mod grafikkortproducenten Nvidia.
Anklagen lyder på, at Nvidia har forbrudt sig mod Rambus' patentrettigheder på chipsets og grafikprocessorer
Rambus ønsker både erstatning i klingende mønt og et fogedforbud, der forhindrer Nvidia i at sælge de produkter, som angiveligt krænker Rambus' patentrettigheder.
Det oplyser Rambus i en pressemeddelelse.
"I mere end seks år har vi forsøgt at forhandle os frem til en licensaftale med Nvidia, men vores velmenende forsøg
har ikke kastet noget resultat af sig," siger Tom Lavelle, senior vice president og chefjurist hos Rambus.
Ifølge Tom Lavelle vil Rambus fortsat forsøge at forhandle sig frem til en aftale med Nvidia.
IDG News Service har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Nvidia.
Den californiske grafikkortproducent har været i modvind den seneste tid. Senest er der blevet opdaget et problem i et større antal af Nvidias ældre grafikkort til bærbare computere. I sidste uge bekendtgjorde Nvidia, at firmaet i andet kvartal forventer udgifter i omegnen af 150 – 200 millioner dollars til at dække de forventede omkostninger ved at reparere og udskifte de mange defekte grafikkort.
Ikke første gang
Det er ikke første gang, at Rambus er involveret i en retsag om patentrettigheder. Chipproducentens konkurrenter har anklaget Rambus for på ulovlig vis at have ført medlemmerne af den amerikanske organisation, der fastsætter standarderne for elektronisk hukommelse (JEDEC) bag lyset.
Rambus har angiveligt ikke videregivet sine patenter for DRAM. Dermed har Rambus angiveligt været med til at monopolisere markedet samtidigt med, at firmaet har samarbejdet med JEDEC om at skabe royalty-fri DRAM-standarder.
I 2006 gav den amerikanske handels kommission Rambus konkurrenter medhold i anklagerne, men kun for en stund. Rambus appellerede kendelsen og fik senere medhold.
Rambus har også været i problemer uden for USA. I 2007 udstedte EU-kommisionen en foreløbig redegørelse, hvor af det fremgår, at Rabmus har overtrådt EU's konkurrencelov ved ikke at videregive informationer om, at firmaet ejer "relevante patenter" i forbindelse med udviklingen af DRAM-standarden.
Oversat af Jacob Ø. Wittorff