I håbet om at spare på de statslige myndigheders it-tjenesteydelser udbyder Økonomistyrelsen på regeringens beslutning en rammeaftale, der har en anslået værdi af 300 millioner til 600 millioner kroner.
Rammekontrakten vil omfatte it-konsulentydelser i form af it-strategisk rådgivning indenfor etablering af it-strategi, delanalyser på det it-strategiske område samt it-strategisk sparring - eksempelvis leveret i form af seminarrækker.
Opgaver som kravspecificering, systemprogrammering og lignende opgaver er derimod ikke omfattet i udbudet.
Rammeaftalen varer fra 1. januar 2009 til 31. december 2010. Derefter har leverandørerne mulighed for forlængelse i op til to gange et år.
Prækvalifikationen til rammeaftalen har deadline den 12. august, og interesserede kan tilmelde sig på hjemmesiden for statens indkøb.
Sikkerhedsgodkendelse et must
Og der kan være flere penge at hente for de udvalgte otte konsulent-firmaer, fordi alle danske kommuner og regioner kan hoppe med på rammekontrakten i lighed med statens andre it-indkøbsaftaler.
Det særlige i aftalen er, at Økonomistyrelsen kræver, at leverandøren og alle underleverandører er sikkerhedsgodkendte.
Sikkerhedsgodkendelsen skal være på et niveau som krævet af politiet og Forsvarets sikkerhedsmyndighed.
Denne sikkerhedsgodkendelse skal kunne opretholdes i hele rammekontraktens løbetid.