Nyhed
På den årlige konference HP World har Seagate demonstreret en lille 2,5'' harddisk, der understøtter Serial Attached SCSI, forkortet SAS. Harddisken skal bruges i servere og selvstændige lagerenheder på netværket (NAS).
Det er ikke kun Seagate, der fremviser SAS-produkter på konferencen. Adaptec, HP og Intel er også klar med SAS-teknologi.
Den serielle SCSI-teknologi kommer til at afløse den nuværende parallelle SCSI i servere, nøjagtigt som Serial ATA så småt er begyndt at fortrænge den gamle parallelle ATA-standard i almindelige stationære computere. Med SAS kan overførselshastigheden sættes i vejret, og man kan forbinde op til 16.000 enheder til samme server.
De små 2,5'' harddiske tillader mere kompakte servere, og strømforbruget er mindre end tilfældet er for de traditionelle 3.5'' harddiske. Seagate forestiller sig også, at harddiskene kan bruges i lagerenheder, hvor 24 til 30 harddiske er placeret i samme kabinet.
Seagate sidder på mere end halvdelen af markedet for harddiske til enterprise-markedet, men har ikke gjort det store væsen af sig, når det gælder 2,5'' harddiske. Det skal der måske laves om på nu.