I mange år var Bill Gates og hans virksomhed i brede kredse kontroversielle størrelser, og Linux og hele open source-bevægelsen opstod et langt stykke hen ad vejen som protest mod übersuccesfulde og monopolistiske Microsoft.
Men så omfavnede Microsoft åben kildekode, og Gates selv transformerede sig fra nådesløs it-mogul til nørdet julemand, da han brugte sin enorme formue til at stifte Bill & Melinda Gates Foundation, som tog velgørenhed til et helt nyt niveau.
Så hvor excentriske techmilliardærer som Peter Thiel og Elon Musk bruger deres formuer til at købe politisk indflydelse, står Gates i de flestes bevidsthed snarere som et forbillede for, hvordan de superrige hellere bør bringe deres enorme velstand i spil.
Fonden støtter trods alt fra bekæmpelse af fattigdom og spædbørnsdødelighed til udviklingen af malariavacciner og små kernekraftværker.
Det er den historie, New York Times’ finansredaktør Anupreeta Das fortæller i ”Billionaire, Nerd, Saviour, King: The Hidden Truth About Bill Gates and His Power to Shape Our World,” som netop er udkommet.
Men hun fortæller også om den mere private Bill Gates.
Herunder om venskabet med blandt andet investorhelten Warren Buffett – der angiveligt ikke er nær så ukompliceret, som Gates gerne giver udtryk for. Buffett har for eksempel besluttet, at han alligevel ikke vil lade fonden arve 99 procent af sin formue.
Bogen kommer også omkring Gates-parrets skilsmisse, Bills relation til den nu afdøde kvindemisbruger Jeffrey Epstein og om det forhold, at medarbejdere hos Gates-fonden undertiden lever i frygt for chefens vrede og uforudsigelighed.
Ligeledes problematiserer Anupreeta Das det forhold, at en enkeltperson gennem sin fond har indflydelse, der i mange tilfælde nærmer sig eller endda overgår den magt, som regeringer og stater har.
Hvilket ikke kun kan være et problem i fattige 3. verdenslande.
Herhjemme har den danske uddannelses- og forskningsverden som bekendt også svært ved at finde ud af, hvilket ben man skal stå på i samspillet med for eksempel Novo Nordisk Fonden.
Bogen bygger på interviews med hundredvis af nuværende og tidligere medarbejdere hos Gatesfonden og Microsoft samt med mennesker, der på anden vis har tæt kendskab til Bill Gates og kredsen omkring ham.
Dermed adskiller den sig angiveligt – undertegnede har kun læst uddrag – fra mange andre biografier ved ikke kun at bidrage marginalt til den velkendte historie om Bill Gates, men også ved at kaste nettet brede ud.
Bogen ros for at tegne et nuanceret, fair og velfortalt billede af en af verdens rigeste og mest kendte mennesker og af den indflydelse, han udøver. På godt og ondt.
Titel: Billionaire, Nerd, Saviour, King: The Hidden Truth About Bill Gates and His Power to Shape Our World.
Forfatter: Anupreeta Das.