Ingen ændringer.
Sådan lyder der fra den nye formand for det danske, børsnoterede selskab, Simcorp, Jesper Brandgaard, efter selskabet har skiftet ud på formandsposten i bestyrelsen.
Jesper Brandgaard er til daglig finansdirektør i Novo Nordisk og bestyrelsesformand i NNIT.
"Der er ikke nogen ændringer i strategien eller udsigterne for selskabet. Jeg har været næstformand i godt ni måneder, så det, at jeg har taget over efter Steen Rasborg var et led i en planlagt succession," siger Jesper Brandgaard til Computerworld.
"Simcorp har en sund vækst, et fantastisk godt produkt og en fokuseret aktivitet ved, at vi kun har Simcorp Dimension som vores hovedprodukt. Vi har fantastisk gode vækstmuligheder ved at sælge produktet til kapitalforvaltere i hele verden."
Han ser gode vækstmuligheder for selskabet både i Europa, i det vestlige USA og i Asien.
Jesper Brandgaard har samtidig heller ikke planer om at varetage formandshvervet markant anderledes end Steen Rasborg, som indtil onsdag har været formand for Simcorps bestyrelse i 14 år.
"Det er den strategi, selskabet har fulgt hele tiden, og den vil vi fortsat følge," siger han.
FORTSÆTTES
To udfordringer for Simcorp
Jesper Brandgaard peger på, at selskabets mål er at blive endnu større, end det er i dag.
"Udfordringen bliver klart ikke kun at være markedsleder på integrerede systemer til kapitalforvaltere i Nordeuropa, men at blive det i hele Europa," fortæller Jesper Brandgaard.
Det skal ske gennem to ting.
Dels er det selskabets plan at ekspandere først i det sydlige Europa, dernæst i Nordamerika og på sigt i Asien.
Og dels skal selskabet fortsat udvikle og forbedre produktet.
Udfordrer-rolle
Bestyrelsesformanden vil heller ikke blande sig i den daglige drift af virksomheden.
"Min rolle som bestyrelsesformand bliver at udfordre de planer som direktionen lægger, men den daglige drift og forslag til strategien vil fortsat komme fra selskabets ledelse, som gør det meget fint. Det vil ikke ændre sig," siger Jesper Brandgaard.
"Det er fortsat ledelsen, der udarbejder planerne, og så udfordrer bestyrelsen dem."