Artikel top billede

Bibob: Happii chikanerer vores kunder

Mobilselskabet Bibob er tosset over, at Happii har lukket for flere af sine egne abonnenter, der også er kunder hos Bibob. Happiis direktør mener til gengæld, at Bibobs chef har en elendig moral.

Beskyldningerne fyger mellem to af lavprisselskaberne inden for mobiltelefoni Happii og Bibob.

Happii har opsagt nogle abonnenter, der også er kunder hos Bibob. Happiis direktør Poul Thyregod mener, at de lukkede numre har misbrugt deres abonnement ved at ringe i timevis til Bibob-numre, der udløser en bonus på 25 øre i minuttet.

En overskudsforretning

Det er Bibob, der har lanceret en bonus på 25 øre i minuttet for indkommende teletrafik fra andre netværk. Den bonus rammer især Happii, der tilbyder samtaler for kun ti øre i minuttet. Har man abonnement begge steder og ringer fra Happii til Bibob, har man reelt et overskud på 15 øre pr. minut, der tikker ind på Bibob-kontoen.

Den praksis ville Happi ikke finde sig, og selskabet har derfor lukket nogle abonnementer, som de mente blev misbrugt til den her overskudstrafik.

"Et af de numre, vi har lukket, tilhører en ledende medarbejder hos Bibob, som ringede i timevis på forskellige tidspunkter af døgnet fra sit Happi-nummer til Bibob-nummeret for at tanke sin konto op der," siger Happiis direktør Poul Thyregod, der ikke har meget tilovers for konkurrentens moral.

Rendyrket chikane

Omvendt mener Frank Rasmussen fra Bibob, at der er tale om rendyrket chikane, og han truer med at slæbe Happii i retten for ulovlig diskriminering.

"Vi opfatter det som grov miskreditering af vores selskab, at kunder skal straffes, hvis de ringer for meget til nogle af vores kunder, og vel at mærke kun vores," siger Frank Rasmussen, der har offentliggjort en pressemeddelelse med overskriften TDC forsøger at kvæle konkurrent med grov chikane.

"Frank Rasmussen laver den her skræmmekampagne, fordi hans eneste mål er at samle en masse kunder for at nå en størrelse, så han kan få solgt Bibob," siger Poul Thyregod, der "vil vædde en kold Cola på, at Bibob er solgt inden for 24 måneder."

Samme ejer af numrene

Ifølge Poul Thyregod er der kun lukket for numre, hvor ejeren af det nummer, der ringede op, var den samme, som ejeren af det nummer, der blev ringet til hos Bibob.

Derudover blev der ringet så meget og i et mønster, der betød, at den der ringede ikke spildte meget tid med at sove eller lave noget som helst andet end at ringe i mobiltelefon.

"Det er helt klart misbrug. Der skal ikke mange linjer kode til for at lave sådan et automatisk opkaldssystem," siger Poul Thyregod, der med sindsro afventer en eventuel politianmeldelse fra Frank Rasmussen og Bibob.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ed A/S
Salg af hard- og software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere