Artikel top billede

Sådan ser det ud, når 1.500 studerende og 30 it-selskaber skal prøve at finde hinanden på en eftermiddag. (Foto: Torben Klint)

It-firmaer på stor-hugst blandt danske it-studerende

Reportage: Sæt 1.500 studerende og 30 it-selskaber i samme rum og se, hvad der sker. IT-Universitetets Match Making blev en stor succes. IT-U er en god fødekanal, lyder det fra it-selskaberne.

Der er en høj summen gennem hele IT-Universitetet i København. Mænd og kvinder, der snakker på kryds og tværs.

Der er stande overalt. KMD, IBM, NNIT, Capgemini, Deadline Games og Novo Nordisk står der blandt andet på de opstillede displays.

Pludselig ringer en klokke.

"Så er der igen individuelle virksomhedspræsentationer," siger stemmen.

Kontakter og job

Stedet er IT-Universitetets Atrium, et stort rum centralt placeret på universitetet, hvor den halvårlige karrieremesse, IT Match Making, er i fuld gang.

Messen har til formål at skabe kontakter mellem universitetets godt 1.500 studerende og 30 tilmeldte virksomheder.

Karrieremessen er med andre ord stedet, hvor de studerende kan score drømmejobbet, mens virksomhederne kan få fat i de eftertragtede studerende.

"Det er et godt initiativ. Jeg har været herude flere gange til match making. Det er spændende at komme ud og mingle lidt med nogle virksomheder og høre, hvad det egentlig er, at de har brug for i fremtiden," siger studerende på IT-Universitetet, Maj Kvisgaard.

Og som Computerworld tidligere har beskrevet er der brug for nye medarbejdere i it-branchen. Blandt andre Novo Nordisk, BEC og NNIT har været på storjagt efter nye medarbejdere.

Virksomhedspræsentation og match making

Messen var delt op i to.

Dels præsenterede virksomhederne individuelt virksomhedens forretningsområder og karrieremuligheder i særskilte lokaler.

Derudover var der også mulighed for mere uformel networking mellem de studerende og virksomhederne.

Det foregik ved, at de studerende besøgte virksomhedernes stande for at præsentere sig selv og høre nærmere om, hvad virksomhederne kan tilbyde.

Det hjælper ikke at lokke

Det er fint at virksomhederne har noget tilbyde de studerende på messen, mener Maj Kvisgaard, der studerer på IT-Universitetet.

Men det kan også blive for meget.

"Der kan godt være nogle virksomheder, der er lidt for desperate. På tidligere messer har jeg oplevet virksomheder, der står og hiver i én og spørger, hvorfor man ikke har søgt hos dem. På det tidspunkt gik jeg på første semester. Så kan man godt blive lidt skræmt," siger Maj Kvisgaard.

Mondo, der også havde en stand på IT-Universitetets karrieremesse, mener ligeledes, at det er vigtigere at fokusere på, hvad virksomheden kan tilbyde.

"Vi har været med herude fra begyndelsen, og vi kigger efter, om der er nogen rising stars, som vi kan tage ind med det samme. Fremgangsmåden er ikke at "lokke" de studerende med alt muligt. Vi er i stedet hudløst ærlige og giver et fair og nøgternt billede af, hvad virksomheden står for, hvilken kultur vi har, og hvilke arbejdsopgaver, der er i virksomheden," siger Mondos ansvarlige for HR, Hans Henrik Groth.

Målet er ansættelse

"Vi er her dels for at skabe synlighed og brande KMD. Samtidig er ITU et af de steder, vi gerne vil have, skal være vores fødekanal af nye talenter," siger Janus Sloth Petersen, HR-konsulent hos KMD.

Karrieremessen skulle også gerne give virksomheden grundlaget for at hente et par nye medarbejdere ind i folden.

"Vi har tilrettelagt et specielt traineeprogram, hvor specialestuderende kan skrive deres speciale med udgangspunkt i noget KMD kan bruge i forretningsøjemed og samtidig få løn under skrivningen samt efterfølgende fastansættelse i virksomheden," siger Janus Sloth Petersen, der håber at score et par studerende på den konto.

Nye medarbejdere er også målet for Mondo.

"Og typisk plejer vi at ansætte en efter hver messe," siger Hans Henrik Groth fra Mondo.

Men de studerende går også målrettet efter ansættelse.

"Jeg håber at få et job eller blive inviteret til en yderligere jobsamtale," siger studerende på IT-Universitetet, Ole Berrad, der har blandt andet Microsoft og NNIT i tankerne.

For en anden studerende på universitet, har messen allerede kastet de første jobtilbud af sig.

"Jeg vil godt holde det lidt tæt til kroppen indtil videre. Så jeg har ikke lyst til at afsløre nogen navne. Men, jo, jeg har fået to tilbud allerede om at skrive speciale i forbindelse med virksomhederne," siger Thomas von Bruhn Hinné, der går på IT-Universitetets design- og kommunikationslinje.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Also A/S
Salg af serviceydelser inden for logistik, finansiering, fragt og levering, helhedsløsninger, digitale tjenester og individuelle it-løsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere