Udbrydere fra Danmarks største it- og teleselskab TDC og softwaregiganten Microsoft er i luften med bygge-teleselskabet Basit.
Selskabet drømmer om at nappe kunder fra den etablerede telebranche ved at gå målrettet efter it- og telekontrakter hos mindre virksomheder i bygge- og anlægssektoren.
Basit leverer alt fra telefoni over software til hardware, og adskiller sig fra den øvrige branche ved at alle dets produkter er skræddersyet byggebranchen.
"De etablerede it- og televirksomheder leverer til alle. Det betyder, at der ofte opstår problemer, hvis deres løsninger ikke virker. De kan ikke få kvalificeret hjælp af servicemedarbejderne," siger den ene af Basits to stiftere Jesper Dohn Aaberg.
Tæt samarbejde med Teknologisk Institut
For at få et dybere indblik i, hvad byggebranchen efterspørger af it- og teleydelser, har Basit etableret sig i lokaler, der ligger i forbindelse med Teknologisk Institut i Taastrup lidt uden for København.
De to parter udvikler sammen produkter, der skal sætte skub i digitaliseringen af den danske byggesektor, der er berygtet for at være it-sløv.
"Byggebranchen er faktisk en af de sektorer, hvor andelen af medarbejdere med en mobiltelefon er størst. Derimod er der meget langt mellem de tømrere, murere og snedkere, der bruger pc'er i forbindelse med deres arbejde," siger Martin Profit Jakobsen, der er den anden stifter af Basit.
"Vi tror, at bedre integration mellem it- og teleløsninger vil skabe bedre og smartere processer, bedre koordination og bedre brug af de hænder, der findes i byggebranchen," fortsætter han.
Første branchefokuserede teleselskab?
Etableringen af Basit er lidt af et særsyn på det danske telemarked, hvor iværksættere primært har satset på at etablere mobilselskaber målrettet udvalgte private kundegrupper.
En undtagelse var grovvareforretningen DLG's teleselskab, DLG Tele, der senere blev solgt til Debitel.
"Vi har selvfølgelig set på andre erfaringer i telebranchen. DLG lykkedes med at tiltrække en hel del kunder, da selskabet trådte ind på scenen, men ellers har der ikke været mange satsninger af den slags. Det mener vi, der er brug for," siger Martin Profit Jakobsen.
Han bakkes op af teleanalytiker Brian Troelsen fra it-analysehuset IDC, der betegner Basits ensidige satsning på byggebranchen som en god idé, og som et muligt første skridt i en udvikling, det danske marked har hårdt brug for.
"Der har i Danmark været meget få forsøg på at vertikalisere it- og telemarkedet på erhvervssiden. Den udvikling er eksempelvis i New Zealand sket for længe siden. Der er ingen tvivl om, at det er vejen frem," siger han.
Målet er 25.000 brugere
Hos Basit er succeskriterierne klare. Selskabet går efter at sætte sig på 15 procent af it- og telemarkedet inden for bygge- og anlægsbranchen i løbet af fire år.
"Det svarer til 4.000 små virksomheder eller godt 25.000 brugere. Når vi det, så bliver Basit en rigtig god forretning," siger Martin Profit Jakobsen.