Blogs, YouTube, Flickr, Facebook, MySpace er i denne valgkamp blevet helt nye og meget populære redskaber for de politiske aktører.
Rigtig mange kandidater og partier har taget en eller flere af de sociale tjeneste til sig, og de danske politikere virker meget begejstrede for internettet som platform.
Begejstringen er dog kun i top, når der er tale om at præsentere politiske budskaber, og den forvandles til hjertebæven, når det kommer til dialog med vælgerne.
"Partierne vil have strømlinede kampagner, hvor der ikke går noget galt eller stilles kritiske spørgsmål," siger Jakob Linaa Jensen, adjunkt, Institut for Informations- og Medievidenskab, Aarhus Universitet.
"Denne filosofi passer rigtig dårligt sammen med nettets natur, der handler om gensidig dialog."
Lækkert hår
"Partierne er ikke interesseret i dialog med vælgerne via nettet. Vælgerne stiller nemlig spørgsmål og kræver svar, hvilket de i ringe omfang er gearet til at kunne klare," siger Jakob Linaa Jensen.
"De traditionelle partiers opbygning er heller ikke egnet til det direkte demokrati, som teknologien tilbyder. De er hierarkisk opbyggede og kræver disciplin"
Den digitale platform bruges kun til fremvisning af valg-facader, hvor det gælder om at have det pæneste hår (hvilket i øvrigt bragte den amerikanske præsidentkandidat John Edwards i strid modvind) og lige så velfriserede budskaber.
Brugergeneret indhold på partisiderne er en by i Rusland, og der er i øjeblikket ikke tale om en reel afløser eller udvidelse af det gode gamle danske forsamlingshusprincip om, at politikerne møder borgerne og svarer på de spørgsmål, som optager den almindelige dansker.
For kedelige
Den socialdemokratiske statsministerkandidat, Helle Thorning-Schmidt, har lanceret Helle TV, Dansk Folkepartis leder sender daglige videobreve fra valgkampen, Villy Søvndal præsenteres i et podcast og landets øjeblikkelige statsminister har profiler på både Facebook og MySpace.
Det lyder top-moderne og helt fremme i skoene, men som et bredt politisk redskab har det i øjeblikket næppe den store effekt, siger en ekspert. Tiltagene er ikke tænkt til nettet, og derfor bliver de dræbende kedelige.
"Tager man et kig på de danske politiske videoer på YouTube bliver de aldrig en succes i den nuværende form," siger Jakob Linaa Jensen.
"Ingen gider se en video af en politiker, der står på et kontor og taler om sig selv. De videoer, der slår igennem er sjove, anderledes eller tankevækkende, hvilket ikke er tilfældet for langt størstedelen af det materiale, partierne udsender i øjeblikket."
Kigger man på seertallene for de videoer som spidskandidaterne Helle Thorning-Schmidt (S) eller Pia Kjærsgaard (DF) har lagt på nettet, hører de da heller ikke til blandt topscorerne, for de sniger sig sjældent over 1.500 visninger.
Vælgerne bekender kulør
De danske vælgere går i den stik modsatte retning. De danner politiske grupper og communities via sociale netværkstjenester som eksempelvis Facebook.
Stemmeafgivelsen har traditionelt været en meget personlig sag i Danmark, men flere og flere begynder at bekende kulør.
"Vælgerne begynder at danne sig en identitet gennem politiske kampagner, og man kan ane et skifte i retning af amerikanske tilstande, hvor vælgerne helt tydeligt tilkendegiver deres standpunkt," siger Jakob Linaa Jensen.
På trods af at nettet hele tiden får en større og mere betydningsfuld rolle i den politiske sfære, mener han ikke, at de aktive vælgere vil blive inddraget på partiernes websider i den nærmeste fremtid.
"Partierne er konservative og dårligt rustede til nettet, derfor bliver de nogle af de sidste, der vil gøre brug af de interaktive muligheder," siger Jakob Linaa Jensen.