Medarbejder-mangel lammer dansk it-vækst

Mangel på arbejdskraft har sat en stopper for tocifrede vækstrater i den danske it-branche. Trods rekrutteringskrisen er branchens topchefer superoptimister og forventer storvækst i år. Ender det med et brag?

Den danske it-branche har efter to år i træk med imponerende vækstrater ramlet panden imod medarbejder-muren.

Det viser Computerworlds årlige Top 100-undersøgelse, der bygger på de seneste årsregnskaber fra 349 it-virksomheder i Danmark og som kommer på gaden 28. september.

Hvor de største danske it-virksomheder i fjor kunne prale af en samlet omsætningsfremgang på 10 procent, så har medarbejdermangel i år reduceret væksten til sølle to procent.

Dermed adskiller it-branchen sig ikke længere voldsomt fra andre dele af dansk erhvervsliv.

I 2007 venter de økonomiske vismænd en samlet vækst i det danske bruttonationalprodukt (BNP) på 1,8 procent.

Det kraftige vækstfald overrasker Jakob Lyngsø, administrerende direktør for brancheforeningen IT-Branchen.

5.000 stillinger er ubesatte

"Jeg havde regnet med et fald, men ikke så voldsomt. Vækstfaldet skyldes sandsynligvis den desperate mangel på kvalificeret arbejdskraft," siger Jakob Lyngsø.

Han fortæller, at it-branchens virksomheder i dag har 5.000 ledige stillinger, som det er umuligt at rekruttere kompetent arbejdskraft til.

Det medfører, at it-virksomheder ofte er tvunget til at sige pænt nej tak til nye ordrer.

Det betyder igen, at danske virksomheder tvinges til at udskyde it-projekter, som skal hjælpe dem med at effektivere arbejdsgange, ekspandere eller udvikle forretningen på anden måde.

På sigt kan rekrutteringskrisen svække dansk erhvervslivs konkurrenceevne, mener Lyngsø.

Og intet tyder på, at problemet med medarbejdermangel i it-branchen har toppet.

Ifølge beregninger foretaget af IT-Branchen og Dansk Industris it-branchefællesskab ITEK, så vil medarbejdermanglen i it-branchen vokse til godt 9.000 personer i perioden frem til 2025.

Hjælpen skal hentes i udlandet

"Der er ingen let løsning på dette. Vi er nødt til at uddanne langt flere it-kandidater, outsource mere og hente flere kvalificerede medarbejdere uden for landets grænser" siger Jakob Lyngsø.

Et af de væsentligste områder, hvor it-branchen skal sætte ind er ved rekruttering af unge.

"Det handler om at få flere unge til at søge ind i it-branchen, men der er jo hård kamp om deres gunst i disse dage, så der skal tænkes kreativt," mener Lyngsø.

Han peger også på, at it-uddannelsesmarkedet skal stimuleres, så langt flere bachelorer end i dag søger ind på cand.-it.-uddannelserne på IT-Universitetet og IT-Vest.

En øget rekrutteringsindsats har i år fået flere unge til at vælge it-uddannelser til efter flere år med katastrofalt lave optagelsestal, men det er ikke nok til at fylde jobhullet.

"Antallet af færdiguddannede med en langvarig it-uddannelse vil fra i år til 2025 ligge stabilt på mellem 600 og 700 om året, men det slår slet ikke til," siger Jakob Lyngsø.

Lige nu og her mener han, at der kun er en ting at gøre: virksomhederne må finde og rekruttere medarbejdere uden for landets grænser.

"Det er de store virksomheder i vidt omfang allerede begyndt på, men vi skal også have de små- og mellemstore i gang," siger Lyngsø.

It-topchefer: Problemet vokser
De store problemer med at finde kvalificeret arbejdskraft sætter kraftige fodaftryk i årets IT-Vækstbarometer fra revisions- og rådgivningsvirksomheden Deloitte.

Revisorerne har hen over sommeren spurgt 300 topchefer i den danske it-branche om deres og branchens strategiske udfordringer, planer og ambitioner.

Barometret viser, at manglen på arbejdskraft ikke blot er it-selskabernes største udfordring i dag, men at topcheferne forventer, at rekrutteringsproblemet bliver endnu større fremover.

"Det har været årets negative oplevelse," siger Kim Gerner, partner og leder af Deloittes division for teknologi-, medie- og televirksomheder.

Han pointerer, at selvom mangel på medarbejdere er et helt generelt problem i dansk erhvervsliv i dag, så rammer medarbejdermanglen ekstra hårdt i it-branchen, hvor udviklingen af nye produkter og ydelser går særligt stærkt.

"Så det er vigtigt at kunne smede, mens jernet er varmt, og det kræver medarbejdere," siger Kim Gerner.

Er vi på vej mod en ny boble?

Fire ud af ti topchefer peger i IT-vækstbarometret på medarbejdermangel, som den største væksthindring fremover.

Dermed er medarbejdermanglen det altoverskyggende problem for it-branchens topchefer.

På trods af rekrutteringskrisen er det dog langt hen ad vejen fortsat gyldne tider i den danske it-branche.

”Tænk bare få år tilbage, hvor konkurrencen var en kæmpe udfordring for de fleste it-virksomheder. Det er langt fra tilfældet i dag," siger Kim Gerner.

IT-Vækstbarometeret viser nemlig, at for branchen generelt stryger både omsætning og indtjening i vejret.

35 procent af virksomhederne har således oplevet en stigning i indtjeningen på mere end 25 procent. Dertil kommer, at kun 11 procent af virksomhederne har oplevet et fald i omsætningen.

"Det er imponerende tal, men man skal samtidig være opmærksom på, at det primært er de mindre virksomheder, der vokser voldsomt, mens væksten blandt de store virksomheder med mindst 200 medarbejdere trækker i modsat retning," siger Kim Gerner.

Rekrutteringskrisen får dog ikke topcheferne i den danske it-branche til at ryste på hånden. Tværtimod forventer 36 procent af dem tocifrede vækstrater fremover.

"Hvis præcisionen i topledernes forudsigelser fra sidste års IT-Vækstbarometer fortsætter, så ser det ualmindeligt godt ud i det kommende år. Men er der medarbejdere nok?," spørger Kim Gerner.

"Konkurrencen om dem bliver hård. Outsourcing og insourcing af medarbejdere fra udlandet er vigtige parametre i den sammenhæng. Lønpresset vil uundgåeligt trække i den forkerte retning og effekten af den seneste tids finansielle uro, kan også give skår i glæden," fortsætter han.

Derfor mener han, at man med rette kan spørge, om der er tegn på en større eller mindre boble i retning af det, branchen oplevede ved årtusindeskiftet.

Så det har Deloitte gjort i IT-Vækstbarometret.

Svaret fra 84 procent af toplederne er klart: De ser ikke tegn på en boble overhovedet. 14 procent siger imidlertid, at branchen delvis er inde i en situation, der kan minde om en boble, mens forsvindende få, to procent, siger ja, der er en boble.

"Der er uomtvisteligt fart på markedet, og vi er inde i en forrygende højkonjunktur, som ikke vil vare ved i al evighed. Men en boble som i år 2000, hvor virksomhedernes økonomiske fundament, performance og værdiansættelse var dramatisk ude af balance, er der ikke tale om," mener Kim Gerner.

Han bakkes op af Jakob Lyngsø, der afviser, at en boble som omkring årtusindeskiftet truer it-branchen.

"Vi er eventyrligt optimistiske i it-branchen. Det har vi altid været. Det kan godt være, at der er en boble, men den vil slet ikke få de samme konsekvenser, som den omkring årtusindeskiftet. It-branchen er i dag blevet et modent erhverv, hvor værdiansættelser og indtjening er i højsædet," mener Jakob Lyngsø.

Læs meget mere om medarbejdermanglen og dens konsekvenser i fredagens trykte udgave af Computerworld.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
EG Danmark A/S
Udvikling, salg, implementering og support af software og it-løsninger til ERP, CRM, BA, BI, e-handel og portaler. Infrastrukturløsninger og hardware. Fokus på brancheløsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere