Microsoft har opkøbt Medstory, der administrerer en søgemaskine designet specielt til at finde information om sundhed – et af de mest populære emner på nettet.
Microsoft forventer at overdragelsen af Medstory vil forbedre virksomhedens tilbud om sundhedssøgninger og forankre ”en bredere forbruger-sundhedsstrategi,” lyder det fra Microsoft i en pressemeddelelse ved Healthcare Information and Management Systems Society konferencen i New Orleans i USA.
Pressemeddelelsen fortæller ikke noget om, hvornår Microsoft forventer at afslutte handlen med Medstory.
Der bliver heller ikke oplyst noget om, hvornår virksomheden vil integrere Medstorys teknologi med Microsofts søgemaskine.
Microsofts konkurrent, Google, har indstillet sin søgemaskine til at genkende sundhedsrelaterede forespørgsler og give brugerne forskellige muligheder for at sortere deres resultater ved at klikke på emneoverskrifter som eksempelvis behandling, test, symptomer og årsager.
Omkring 113 millioner voksne i USA, svarende til 80 procent af USA's internetbrugere, søger jævnligt efter informationer om sundhed på nettet. Det viser undersøgelsen Pew Internet & American Life Project , der blev offentliggjort i oktober 2006.
Ifølge undersøgelsen søger folk oftest viden om sygdomme, behandlinger, slankekure, ernæring, fitness, medicin, læger, hospitaler og forsikring.
Omkring otte millioner voksne amerikanere søgte på information om sundhed på en helt almindelig dag i august sidste år.
Oversat af Ditte Thøgersen