Danmark skal inden for få år oprette en hel stribe tunge eliteuddannelser inden for it, der kan følge med på internationalt topplan, så Danmark kan følge med i den globale konkurrence.
Det mener videnskabsminister Helge Sander (V), der mandag mødtes med en række repræsentanter fra uddannelsesverdenen og it-industrien for at diskutere fremtidens it-uddannelser.
- Vi bør have elite-uddannelser inden for it, hvor talentfulde unge skal have de bedste muligheder for at udnytte deres potentiale fuldt ud, lød det flot fra ministeren.
De unges syn skal ændres
Elite-præget skal være med til at ændre de unges syn på it-uddannelserne, der i de seneste år har oplevet markant faldende søgning fra de unge.
Det er sket samtidig med, at erhvervs-livet er i stort bekneb for højtuddannede it-folk. Den uheldige kombination kan på sigt ramme udviklingen og erhvervslivets vækstmuligheder.
Nu er spørgsmålet imidlertid, hvordan ministeren vil rekruttere til eliteuddannelserne, når de nuværende studier end ikke kan få ansøgere.
It kombineres med andre fag
Han luftede den ideen om at kombinere it med andre fag,
- It skal kombineres med andre fagområder. Det skal være med til at gøre dem mere attraktive for de unge, sagde ministeren.
Repræsentanter fra uddannelser og virksomheder som Microsoft, IBM, Dell og CSC var enige om, at it-imaget trænger til et gevaldigt løft.
Bo Sejer Frandsen, direktør i rekrutteringsbureauet Key2Know, beskrev problemet.
- Min datter valgte lægestudiet frem for it-studiet, selv om hun på andet semester nu skal lære 1.500 siders anatomi udenad. Det er da kedeligt. Og det må altså betyde, at vi må sælge it-uddannelsen bedre, sagde han.
Aldrig sket det mindste
På konferencen blev der desuden talt om, hvordan man når ud til elever i folkeskolen og gymnaiser.
Forslagene faldt dog ikke i god jord alle steder.
- Jeg har med tre års mellemrum deltaget i denne type konference om det samme problem uden, at der er sket det mindste, fastslog vicedirektør i IBM, Kim Østrup.