Det Telenor-ejede internetselskab Cybercity kom ud af 2005 med et overskud på knap 60 millioner kroner efter stærk vækst i både omsætning og indtjening.
Væksten bygger især på interesse fra store og mellemstore danske virksomheder for Cybercitys løsninger inden for hjemmearbejdspladser og medarbejderbredbånd, fremgår det af selskabets netop offentliggjorte regnskab.
Samtidig oplever selskabet en stor efterspørgsel fra privatkunder på løsninger, der kombinerer bredbånd og bredbåndstelefoni, fremgår det.
Omsætningen steg samlet set med knap 40 procent til 541 millioner kroner. Overskuddet blev i 2005 på 60 millioner kroner mod et underskud på ni millioner kroner i 2004.
Cybercity blev sidste år købt af norske Telenor, der også ejer Danmarks næststørste mobiloperatør Sonofon.