Storage-brancheorganisationen SNIA Europe har indgået en alliance med med support-organisation TSANet Europe, der skal forene de to foreningers kræfter om at forbedre den tekniske support for storage-brugere.
SNIA er en non-profit organisation, der har de fleste storage-leverandører som medlemmer. Organisationen sørger blandt andet for uddannelse i storage-teknologier for at fremme brugen af nye teknologier og standarder.
Sammen med TSANet vil SNIA nu i Europa forsøge at forbedre den tekniske support for storage-brugere ved at koble SNIA's uddannelse og leverandørkontakt sammen med TSANets brugernetværk.
- Det er et fælles mål for både TSANet og SNIA at gøre netværks-storage lettere tilgængeligt for brugerne, fordi det aldrig er så nemt at implementere nye teknologier i praksis, som de er på papiret, siger Colin Hughes, formand for TSANet Europe, ifølge en pressemeddelelse.
Samarbejdet mellem de to organisationer skal hjælpe med at forbedre kommunikationen mellem slutbrugerne og leverandørerne gennem information og netværksdannelse.