Microsoft har købt det britiske spilfirma Lionhead Studios, der står bag blandt andet spillet "Fable", som har været en stor salgssucces til Microsofts Xbox.
Opkøbet betyder, at Lionhead nu fremover udelukkende vil udvikle spil til Microsofts to spilplatforme Xbox og Windows.
Fable har solgt over to millioner eksemplarer til de to platforme, hvilket formentligt har hjulpet handlen på vej.
Ifølge Microsoft er Fable det bedst sælgende spil inden for rollespilsgenren til Xbox-platformen.
Med i købet får Microsoft ligeledes den anerkendte spildesigner Peter Molyneux, som blandt andet står bag det anmelderroste spil "Black & White".
Microsoft har tidligere sørget for at opkøbe succesfulde spilfirmaer, der har vist, at de kan udvikle storsælgende spil.
De to parter har ikke offentliggjort prisen for købet af Lionhead Studios.