Microsoft forventer i dag at være færdig med selskabets server-værktøj til styring af softwareudvikling gennem hele forløbet, såkaldt Application Lifecycle Management, ALM.
Microsofts værktøj hedder Visual Studio 2005 Team Foundation Server og blev annonceret allerede i november.
Færdiggørelsen betyder, at softwaren formentligt vil være tilgængelig som download via Microsofts udviklernetværk MSDN i løbet af næste uge.
Server-softwaren skal indgå som den centrale styring af fremtidige udviklingsprojekter.
Producenter af udviklingsværktøjer har fået øjnene op for ALM som det nye store område inden for softwareudvikling, fordi ALM understøtter hele udviklingsprocessen og alle involveredes roller.
Således har Borland eksempelvis sat sine udviklingsværktøjer til salg for i stedet at fokusere forretningen på software til understøttelse af ALM i softwareudvikling.
ALM omfatter blandt andet værktøjer til central styring af den udviklede kode på en måde, hvor de involverede parter kan samarbejde om udviklingen.