Følsomme efterforskningsdokumenter involverende i alt 1.500 personer er blevet spredt via en populær fildelingstjeneste, efter en japansk kriminalbetjent fik virus på sin private pc. Det skriver avisen Mainichi Daily News.
Ifølge avisen havde betjenten fået tilladelse til at benytte pc'en i sit arbejde.
På grund af problemer med pc'en tog han den med hjem tilbage i 2002 og overførte de vigtige filer til en anden pc for at have en sikkerhedskopi.
Ifølge Mainichi Daily News troede betjenten, at han havde slettet filerne igen, men det viste sig, at de stadig lå i en mappe på hans private pc.
Her blev de liggende, indtil betjenten installerede fildelingstjenesten Winny, der ifølge antivirusfirmaet Sophos har over en kvart million brugere primært i Japan.
Pc'en blev på et tidpunkt i februar inficeret med en unavngiven virus, som gjorde de fortrolige dokumenter tilgængelige for brugerne af Winny.
Blandt oplysningerne, der blev spredt på denne måde, er der ifølge Mainichi Daily News navne på ofre for sexforbrydelser.
Politiet vil nu give hver enkelt berørt person en personlig undskyldning for episoden, mens det endnu ikke er afklaret, om betjenten skal straffes.