Netbutikker vil blive dårligere og dyrere, hvis en ny lov om markedsføring bliver vedtaget i den nuværende form.
Det mener Foreningen af Danske Internet Medier (FDIM). Årsagen er, at netbutikker fremover straks skal vise prisen på varerne.
FDIM advarer i sin kritik "på det kraftigste" mod at indføre en regel om oplysning af pris på en vare ved den første præsentation, når det sker på internettet.
- Det er et dårligt forslag og bør trækkes tilbage igen, for det giver ikke andet end bøvl både for dem, der har hjemmesiderne, og dem, der skal bruge dem, siger direktør Jon Lund fra FDIM.
Ukrudt i ministerens baghave
I det nuværende udkast fra familie- forbrugerminister Lars Barfoed (K) sidestilles prismærkning af varer i butikker i den virkelige verden med oplysning af pris på varer på nettet.
Der stilles således krav om, at prisen på en vare skal fremgå første gang, en vare bliver præsenteret på en hjemmeside.
Og hvis det ikke er muligt på grund af pladshensyn, levner reglerne plads til, at der kan linkes til prisen. Den må således aldrig være længere end end et enkelt klik væk.
FDIM peger i foreningens høringssvar til forslaget på en række punkter, hvor reglerne i foreningens øjne vil kræve omfattende ændringer.
Og eksemplerne henter FDIM så at sige fra famillie- og forbrugerministerens egen baghave, idet FDIM er gået på opdagelse på den offentlige forbrugerportal Forbrug.dk, der hører hjemme under Forbrugerstyrelsen.
Forbrugerrådet forstår ikke kritik
På Forbrug.dk finder FDIM blandt andet eksempler på, at prisen på en vare ikke dukker op i søgeresultatet på varen, og at der er henvisninger til varer i netbutikken med billeder, men ingen pris.
Konklusionen fra FDIM er, at der slet ikke er brug for den nye regel.
- Det er fint med en regel, som den er i dag, om at folk skal kende en pris på en vare, før de køber den. Krav om en pris i første eller andet klik giver meget dårlig mening på nettet, siger Jon Lund.
Kritikken møder ikke forståelse hos Forbrugerrådet.
- Vi forstår ikke kritikken af den her regel og er meget uenige med FDIM, siger jurist Anette Høyrup fra Forbrugerrådet.
Minimum samme regler
Forbrugerrådet lægger vægt, at forbrugere på nettet og i de fysiske butikker som minimum bliver sidestillet, og at der gøres ekstra tiltag for at sikre forbrugerne bedre på nettet.
- Det er jo fjernsalg, hvor køber og sælger ikke er i fysisk kontakt med hinanden. Det stiller særlige krav til mediets udformning, for at der ikke er utryghed og uigennemsigtighed. Derfor er det helt naturligt, at man som minimum har samme regler på det her punkt, siger Anette Høyrup.
Ministerens udkast til forslag til ny markedsføringslov er i øjeblikket til høring. Høringssvarene vil blive taget til overvejelse, når det endelige lovforslag skal skrues sammen.
Relevante link