Udgifter til at drive to mobilnetværk i Danmark efter opkøbet af Orange blev større end ventet i årets andet kvartal, hvor Telia fik et dansk underskud på 78 millioner kroner.
Det viser kvartalsresultat fra Teliasonera, som på koncernplan blev hårdt ramt af omstrukturering og et mislykket opkøb af det tyrkiske mobilselskab Türkcell Iletisim Hizmetleri.
Samlet gik overskuddet en milliard svenske kroner tilbage.
Koncernchef Anders Igel peger dog på Danmark som et af landene med stærk fremgang på trods af udgifterne til at slå Telia og Orange sammen til ét selskab.
Telia fik i Danmark en omsætning på 1.372 millioner kroner. Driftsoverskuddet før engangsudgifter (EBITDA) blev 95 millioner kroner i mobilforretningen og 82 millioner kroner inden for fast kommunikation.
Inden for fast kommunikation vinder Telia frem på øget efterspørgsel efter grossistprodukter og bredbånd fra Stofa.
Omsætningen i hele koncernen steg i kvartalet 6,5 pct. til 17,3 milliarder kroner.