For første gang i en årrække kommer kursusvirksomheden Azlan Scandinavia ud med et overskud på bundlinjen.
Azlan Scandinavia hører til blandt de absolut største udbydere af it-kurser i Danmark og er en del af den amerikanske Tech Data koncern.
Det er imidlertid et frasalg af dattervirksomheden Azlan Scandinavia i Sverige, der hiver det positive bundresultat i land.
Selskabet ender med et plus på 4,3 millioner kroner, og frasalget har ifølge regnskabet påvirket positivt med 11,9 millioner kroner.
Tilbage i vækstsporet
Til gengæld må selskabet æde en udgift på 8,2 millioner kroner for tabsgivende kontrakter.
Det sker som en følge af, at en væsentlig del af selskabets aktiviteter i 2004 er flyttet til lokaler hos søstervirksomheden Tech Data Denmark, skriver ledelsen i regnskabet.
Azlan Scandinavia ApS | Årsregnskab | |
Millioner kroner | 2004/05 (12 mdr.) | 2003/04 (10 mdr.) |
Omsætning | 217,6 | 152,3 |
Resultat af primær drift (EBIT) | -7,4 | -6,4 |
Resultat før skat | 4,3 | -8,3 |
Resultat | 4,0 | -8,3 |
Egenkapital | 15,9 | 11,9 |
Antal ansatte | 39 | 41 |
Omsætningen er således vokset fra 152,3 millioner kroner til 217,6 millioner kroner.
Godt nok går selskabet fra en 10 måneders regnskabsperiode til en 12 måneders periode som følge af en omlægning af regnskabsåret til perioden februar til januar, og det puster til vækstprocenterne.
Men beregnet som den gennemsnitlige daglige omsætning stiger salget med 19 procent.
Får løftet pegefinger
Azlan Scandinavias ledelse får i regnskabet en løftet pegefinger fra selskabets revisor for at have overtrådt bogføringsloven.
Ledelsen kan således blive stillet til ansvar for, at regnskabsmateriale ikke har været opbevaret i Danmark, påpeger revisionen.
Det har på grund af ferie ikke været muligt at træffe ledelsen i Azlan for en kommentar til regnskabet.