Den franske techmotor ser ud til at være kørt fast.For antallet af konkurser blandt tech-startups er stigende.
Det viser en ny undersøgelse fra analysehuset ScaleX Invest, skriver Reuters.
Et uheldigt sammentræf på et tidspunkt, hvor samtalen om såkaldt digital suverænitet i Europa aldrig har været varmere. Her er Frankrig ellers udtænkt en fremtrædende rolle.
Ifølge Reuters kan udviklingen også udfordre den franske præsident Emmanuel Macrons ambition om at positionere Paris som Europas førende tech-hub og en gedigen vækstmotor for den franske økonomi.
Ifølge undersøgelsen står 10,4 procent af de 1.487 analyserede tech-startups over for en høj risiko for konkurs. Samtidig overstiger antallet af konkurser og insolvensbehandlinger nu antallet af nye Serie A-investeringsrunder. A-runder henvender sig til mere modne startups, der er begyndt at tjene penge.
Tendensen viser, at det generelt er sværere at få adgang til kapital til at vokse forretningen.
Undersøgelsen peger på, at det ikke kun er nystartede virksomheder, der rammes. Også veletablerede tech-virksomheder kæmper med at sikre ny finansiering. Ifølge ScaleX Invests COO, Edouard Thibaut, har virksomheder, der nu går konkurs, i gennemsnit rejst 32,5 millioner euro (242 millioner kroner)
Det er dobbelt så meget som tidligere års konkursramte startups, skriver Reuters.
Macron har ellers forsøgt at styrke Frankrigs tech-sektor med initiativer som Station F i Paris og en global AI-konference i februar, hvor der blev lovet investeringer for 110 milliarder euro. Men de stigende konkurser vidner om, at selv store investeringer ikke nødvendigvis beskytter startups mod et uro på finansmarkederne.