Danmark bliver ikke berørt af massefyringerne i Hewlett-Packard koncernen. Det vurderer Walther Thygesen, administrerende direktør for HP i Danmark.
- Jeg forventer ikke de store ændringer i Danmark. Hvis jeg ser tilbage på seneste måneder, så har vi faktisk også foretaget en række nyansættelser, og det danske kontor er i god vækst, siger Walther Thygesen.
Dermed går dagens offentliggjorte fyringsrunde, hvor 14.500 af omkring 150.000 skal fyres i en spareplan, der skal spare HP for op mod 11,7 milliarder kroner om året, helt uden om de danske del af organisationen.
Det skyldes primært, at af cirka 750 medarbejdere i Danmark er hovedparten, henholdsvis 200 og 450, ansat inden for salg og service.
Planen får opbakning
Ifølge planen er salgsafdelinger ikke umiddelbart i farezonen, og der er ifølge Walther Thygesen kontrakter i hus for samtlige servicemedarbejdere, så arbejdet er sikret for deres vedkommende.
De sidste 100 nærer Walther Thygesen heller ingen bekymringer for, selvom fyringerne især skal ske inden for administration og ledelse, samt support-funktioner, som HP vil omstrukturere.
- Det er jo ikke sådan, at vi har 3.000 medarbejdere siddende i økonomiafdelingen i Danmark, siger Walther Thygesen.
Han giver den amerikanske koncernchef Mark Hurd sin fulde opbakning.
- Jeg synes, at hans strategi er rigtig. Han lægger nogle grupper sammen, og det er der heller ikke tvivl om, at det kan vi spare på, siger Walther Thygesen.
Han forventer at levere sit udspil om fremtiden i Danmark til topledelsen i HP om en måneds tid.