Artikel top billede

Så mange skadelige apps har Google Play blokeret for i 2024

Introduktionen af kunstig intelligens var blandt andet med til at øge antallet af opdagede flere skadelige apps end tidligere, hvilket resulterede i, at Google Play blokerede flere millioner skadelige apps i 2024.

I 2024 blokerede Google mere end to millioner (2,36 millioner) Android-apps fra at blive optaget i Play Store på grund af overtrædelser af virksomhedens retningslinjer, som gjorde dem potentielt farlige for brugerne.

Samtidig blev 158.000 udviklerkonti blokeret for forsøg på at publicere skadelige apps såsom malware og spyware i Androids officielle app-butik, oplyser selskabet i en blog.

Til sammenligning blokerede Google 2,28 millioner lignende apps i 2023 og 1,5 millioner i 2022.

Antallet af udelukkede udviklerkonti var henholdsvis 333.000 og 173.000 i de to foregående år.

Scanner i realtid

Den øgede mængde blokerede apps i 2024 skyldes blandt andet kunstig intelligens, som assisterer de menneskelige anmeldelser af apps, lyder det i blogindlægget.

AI blev anvendt i 92 procent af tilfældene, hvor apps blev fundet i strid med Play Stores retningslinjer.

Ud over at afvise og blokere apps har Google også forhindret 1,3 millioner apps i at opnå unødvendige tilladelser, som ville have givet dem adgang til følsomme brugerdata, lyder det videre.

Google Play Protect, der er Androids indbyggede sikkerhedssystem, scanner ifølge Google dagligt over 200 milliarder apps og udfører realtids kodeanalyse for at identificere nye trusler.

I 2024 opdagede Play Protect mere end 13 millioner skadelige apps, der blev downloadet uden for Play Store.