Google har i dag sendt sin 22. udgave af Android og den 15. store opdatering til styresystemet på gaden.
Blandt de store ændringer er en ny intelligent tyveribeskyttelse, så du kan spore din Android-enhed, hvis den bliver stjålet.
Derudover giver Android nu mulighed for at lave et ”privat rum” til visse apps, som man ønsker at holde skjult, hvis andre skal låne enheden.
Opdateringen introducerer desuden forbedringer til enheder med stor skærm og opdateringer på tværs af apps, herunder kamera, beskeder og adgangskoder.
Google fremhæver selv følgende funktioner i den nye Android 15-opdatering:
Find din enhed hurtigt igen i tilfælde af tyveri
Android 15 indeholder den nye Theft Detection Lock1, der bruger kunstig intelligens til at holde dine data sikre.
Hvis din telefon fornemmer, at nogen har snuppet den og forsøger at løbe, cykle eller køre væk, låser funktionen automatisk enheden.
Du kan også bruge Remote Lock til hurtigt at låse din enhed fra en hvilken som helst enhed ved hjælp af dit telefonnummer og et simpelt sikkerhedstjek. Disse funktioner er nu tilgængelige for de fleste Android 10+-enheder.
Derudover giver Android 15 yderligere beskyttelse, der forhindrer tyve i at gætte dine adgangskoder og få adgang til følsomme oplysninger.
For eksempel tilføjes godkendelseskrav til visse indstillinger, så uvedkommende ikke kan få adgang til at fjerne dit SIM-kort eller slå Find min enhed fra. Enheden låses, hvis systemet registrerer flere mislykkede login-forsøg på apps og indstillinger.
Disse opdateringer skulle gøre det sværere for tyve at nulstille og sælge en stjålet enhed.
Skjul dine dating-apps
Private Space i Android 15 fungerer som et digitalt pengeskab på din telefon, skriver Google.
Her kan du oprette et separat privat område til at organisere følsomme apps, eksempelvis dine dating- eller bankapps.
Når det private rum er låst, forbliver apps stort set usynlige for andre og er skjult fra listen over apps, visningen af seneste apps, notifikationer og indstillinger.
For at få adgang til det private rum er der et ekstra lag af godkendelse for at holde apps sikre og væk fra nysgerrige øjne.
Og vil du have endnu mere privatliv, kan du vælge helt at skjule eksistensen af det private rum på din telefon.
Øg produktiviteten
Android 15 indeholder også en række forbedringer, der skulle øge brugernes produktivitet – uanset om du skriver en e-mail eller brainstormer i et dokument.
På foldbare enheder og tablets kan du nu fastgøre og fjerne din proceslinje på skærmen.
Det giver dig mulighed for at tilpasse dit layout og holde dine yndlingsapps, som Google Fotos eller Gmail, inden for rækkevidde for at få hurtigere adgang.
Derudover giver funktionen app-parring en hurtig genvej til at gøre multitasking lettere. Du kan eksempelvis åbne Google Drev og Gmail på samme tid for nemt at kunne trække og slippe filer.
Du kan også gemme dine mest brugte app-kombinationer, så de vises som et enkelt app-ikon på din foldbare computer eller tablet. Med et enkelt tryk kan du hurtigt hente dem frem i delt skærm for at få hurtigere adgang.
Log sikkert ind, tag bedre billeder og meget mere
Udover nævnte, indeholder Android 15 forbedringer på tværs af kamera, beskeder og adgangskoder:
Low Light Boost og kamerakontrol i appen fungerer nu bedre under dårlige lysforhold. Og tredjepartsapps har fået mere kamerakontrol, eksempelvis med mere præcis blitzkontrol.
Carrier messaging-apps kan bruge satellitforbindelse til at sende og modtage beskeder uden mobil- eller Wi-Fi-forbindelse.
I apps, der bruger Passkeys til godkendelse, kan du logge ind med et enkelt tryk.
Android 15 bliver tilgængelig som en opdatering til kompatible enheder.
Flere af sikkerhedsfunktionerne vil også kunne hentes via systemopdateringer i Google Play på enheder med Android 10 eller nyere.