Danske it-chefer er de mindst tilbøjelige i Europa til at investere i generativ AI.
Det viser en analyse blandt 600 europæiske CIO'er og virksomhedsledere foretaget af IDC for PC-producenten Lenovo.
Kun hver tredje danske it-chef (32 procent) svarer, at de allerede har investeret i generativ AI.
Det står i klar modsætning til rapportens gennemsnit på 57 procent.
Dermed er Danmark det land i Europa, hvor færrest it-chefer har investeret i generativ AI.
I fremtiden kan den status dog ændre sig. 64 procent af de danske it-beslutningstagere har investeringer i generativ AI på tegnebrættet inden for det næste år, viser rapporten.
Spørger man ind til potentialet i kunstig intelligens generelt, ser de danske it-beslutningstagere også ud til at være blandt de mest forbeholdne.
AI som en hygiejnefaktor
Blot 34 procent af dem svarer, at de ser AI som en “game changer”. Det skyldes dog, at de i høj grad ser allerede AI som en selvfølge eller hygiejnefaktor i virksomheden.
Danske it-chefers tekniske prioriteter vedrører især it-modernisering og modstandsdygtighed over for it-angreb.
Udbygning af edge, AI/GenAI-platforme og automatisering af infrastruktur er i mindre grad på dagsordenen.
På det organisatoriske niveau er de danske it-chefer særligt fokuseret på at øge forretningens smidighed og reaktionsevne, konkluderer analysen.
IDC-Undersøgelsen viser desuden, at udgifterne til AI vil stige med 61 procent hvert eneste år i de kommende år.
"Men der kommer ikke nødvendigvis flere penge til it som helhed," påpegede Per Overgaard, Lenovos Chief Technology Officer (CTO) for EMEA (Europa, Mellemøsten og Asien), for nylig i en artikel i Computerworld.
Ressourcer til AI-projekter kan ifølge den danske Lenovo-CTO nemmest retfærdiggøres overfor bestyrelsen med en business-case, der påviser en besparelse.
"De nemmeste projekter at retfærdiggøre er dem, der lader AI udføre standardjob, som kræver mange gentagelser. Sådan kan AI også frigøre midler til yderligere it-projekter. Teknologien bruges i høj grad til at blive mere effektiv, ikke nødvendigvis til at opnå besparelser," sagde Per Overgaard.