Visma var i 2023 den største enkeltstående indbetaler af selskabsskat til den danske statskasse fra it-branchen.
Det kan vi se i Skatteministeriets netop offentliggjorte årlige liste over alle danske virksomheders indbetalinger af selskabsskat i 2023.
Skatteministeriet har offentliggjort denne type lister en gang om året siden 2016 med det slet skjulte formål at gøre opmærksom på den store forskel der er i selskabernes bidrag.
Selsskabskatten er herhjemme 22 procent af den skattepligtige indkomst, men der findes en række afvigelser, der kan fritage dem for indbetaling af selskabsskat - eksempelvis hvis selskabet også betaler skat i udlandet, hvilket er tilfældet for en række af de multinationale selskaber.
Ligeledes kan underskud modregnes over en årrække.
Desuden kan man afskrive opkøb eller lignende over en årrække eller blive trukket i underskud af store udgifter til indkøb af ydelser fra søsterselskaber i udlandet, hvor selskabsskatten ofte er lavere end i Danmark.
Listen viser, at der meget stor forskel på de danske it-virksomheders skattebetalinger.
Flere af de allerstørste it-leverandører til den offentlige sektor betaler således slet ikke skat, mens andre betaler store beløb i skat.
Visma og Netcompany har i flere år været den danske it-branches største indbetalere af selskabsskat, og det var de også i 2023.
Her betalte Visma 149,5 millioner kroner i selskabsskat, mens Netcompany betalte 118 millioner kroner. I 2022 var det lige omvendt.
Sitecore betalte 105,4 millioner kroner i skat i 2023, og de tre selskaber er da også de eneste to it-selskaber på Skatteministeriets liste over de 100 danske selskaber, der betalte mest i skat i 2023.
Den liste finder du hos Skatteministeriet her.
Microsoft betalte i 2023 57,2 millioner kroner i selskabsskat herhjemme, mens Systematics via Michael Holm Holding betalte 43,5 millioner kroner.
Også Trifork, IBM og Jobindex er blandt de store bidragsydere.
Skatteministeriet peger på, at der er 90.000 danske virksomheder med på listen, og at de tilsammen betalte 102 milliarder kroner i skat i 2023.
De 100 største skatteydere betalte her mere end halvdelen.
Du finder hele Skatteministeriets nye opgørelse, hvor du selv kan finde oplysningerne frem ved at klikke her.