Columbus IT Partner har styrket selskabets europæiske tilstedeværelse med købet af en østrigsk Microsoft Business Solutions partner
Det østrigske konsulenthus, Navidat, har omkring 10 ansatte og 40 kunder. Efter sammenlægning med Columbus vil koncernen være repræsenteret med cirka 30 medarbejdere i Østrig.
- Navidat er en ret succesfuld partner. Vi indgår flere og flere Navision-aftaler i Europa og specielt i Østrig, hvor vi for nylig har lukket en større aftale, siger administrerende direktør Vladislav Martynov til Computerworld.
Købet af Navidat indgår som en del af den overordnede strategi.
Columbus har internationalt fokus på at udvikle forretningen omkring økonomisystemet Axapta, hvor koncernen henter 75 procent af omsætningen.
I Europa ser Columbus imidlertid et hul, der står åbent for sideløbende at ekspandere forretningen omkring Navision, der henvender sig til de mellemstore virksomheder.
Columbus-koncernen har omkring 850 ansatte.