Non-profitorganisationen Mozilla Foundation, der står bag Firefox, har fyret næsten en tredjedel af sine ansatte cirka 120 ansatte.
Fyringsrunden er ifølge Computerworlds amerikanske søstermedie led i en omstrukturering, der skal skabe en mere agil organisation.
Mozilla Foundation har en officiel målsætning om at fremme privatliv, inklusion og decentrale teknologi, hvilket skal skabe en mere sikker gennemsigtig internetoplevelse.
Som led i omstruktureringen af har Mozilla dog valgt helt at lukke to afdelinger, der beskæftiger sig med interessevaretagelse og globale indsatser.
"Det (omstruktureringen, red) har desværre den konsekvens, at vi for at skabe mere fokus fremadrettet må droppe nogle af de opgaver, som vi tidligere har løst og dermed også nedlægge de tilknyttede stillinger,” siger Brandon Borrman, kommunikationsdirektør hos Mozilla, i en skriftlig meddelelse til Computerworld i USA.
Missionen er vigtigere end nogensinde
Nabiha Syed, der er administrerende direktør for Mozilla Foundation, har oplyst til it-mediet Techcrunch, at Mozilla Foundation fortsat ville arbejde med interessevaretagelse, men at opgaverne i stedet vil blive integreret i andre funktionsområder.
"Vores mission hos Mozilla er vigtigere end nogensinde," oplyste Nabiha Syed ifølge Techcrunch i en e-mail til medarbejderne, hvor hun desuden skriver
"Vi befinder os i en uophørlig bølge af forandringer i teknologiens (og bredere) verden, og idéen om at sætte mennesker før profit føles stadig mere radikal."