Advokaterne gnider sig formentlig i hænderne ved udsigten til et årelangt slagsmål om Google-ejeren Alphabets forretninger.
Og i Washington er man ved at lægge den røde løber ud for en ny præsident, som synes mere fokuseret på at tøjle censur på internettet end på at bremse de skadelige effekter af monopol-virksomhed i tech-branchen.
Især derfor løber de aktuelle bestræbelserne fra de amerikanske myndigheder på at splitte Google op i mindre bidder med stor sandsynlighed ind i store forhindringer.
Sådan lyder det fra eksperter, som Reuters har talt med.
"Man (justitsministeriets anklagere, red.) beder om alt muligt, men ikke nødvendigvis med et blik for, hvad der vil være sandsynligt og proportionalt, og så ser man, hvad der hænger ved," siger analytiker Kevin Walkush i Jensen Investment Management til Reuters. Han ejer i øvrigt Google-aktier.
Kevin Walkush er skeptisk overfor, at der i sidste ende vil ske et frasalg af Chrome.
Onsdag fremlagde det amerikanske justitsministeriums anklagere ellers argumenter for, at Alphabet bør sælge Chrome, dele data og søgeresultater med sine rivaler og måske frasælge softwaren til sin Android-smartphone.
Det skete, efter at en dom i august blev afsagt om, at Google ulovligt har monopoliseret søgemarkedet.
Microsoft slap for at blive opdelt
Det amerikanske justitsministerium vandt i begyndelsen af 2000'erne en sag om opløsning af Microsoft efter at have påstået, at selskabet ulovligt monopoliserede markedet for webbrowsere.
Den afgørelse blev omstødt af en appeldomstol, og Microsoft og ministeriet indgik til sidst et forlig.
Kevin Walkush forventer, at Google-sagen vil tage år at udspille sig, mens virksomheden appellerer. "Retfærdighedens hjul drejer ikke hurtigt," siger han til Reuters.
Google har kaldt justitsministeriets tilgang for en "hidtil uset overskridelse af regeringen, der vil skade amerikanske forbrugere, udviklere og små virksomheder."
Med 628 milliarder kroner tilførte annoncer fra Chrome-søgning mere end halvdelen af omsætningen til Alphabet i det seneste kvartal.
Alphabet-aktien faldt næsten 5 procent torsdag, efter at nyheden om et muligt søgsmål blev offentliggjort.