Artikel top billede

(Foto: Netcompany)

Manden bag Netcompany-læk tiltales for at have stjålet forretningskritisk data fra Skat

Anklageskriftet mod den 35-årige mand er nu klar. Han står til at få sin dom i starten af det nye år – men er altså lige nu på fri fod.

Den 35-årige mand, som har tilstået at stå bag Netcompany-lækket tilbage i februar, bliver nu tiltalt for at have skaffet sig uberettiget adgang til forretningskritisk data tilhørende både Netcompany og Skat.

Ifølge tiltalen brugte den 35-årige mand – som på gerningstidspunktet var ansat i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen – i november 2023 sine loginoplysninger til at logge ind på en af styrelsens servere.

Herfra skulle han have downloadet forretningskritisk data og kodeord til en række systemer i Skatteministeriet.

I anklageskriftet lyder det desuden, at han i december 2023 på ny loggede på Udviklings- og Forenklingsstyrelsens server og tilegnede sig loginoplysninger til en server hos virksomheden Netcompany, der blandt andet leverer it-løsninger til offentlige myndigheder.

Herefter skaffede han sig ifølge tiltalen adgang til en server hos Netcompany, hvorfra han downloadede yderligere data.

Den 35-årige er desuden tiltalt for at have lagt oplysningerne ud i fildelingstjenester på internettet i januar og februar 2024.

"De oplysninger, som den 35-årige mand er tiltalt for at have taget og videregivet, er samfundskritiske. Det er de, fordi de indeholder oplysninger om statens programmer til eksempelvis beregning og inddrivelse af skat," meddeler specialanklager Anders Larsson i en pressemeddelelse, som politiet har udsendt.

"Det er altså ikke oplysninger om enkelte borgere, der er blevet taget og videregivet, men om systemer, der vedrører os alle. Det er alvorligt, og det afspejler sig i de skærpede strafferammer, der er taget i brug i anklageskriftet," fortsætter han.

På fri fod efter 193 i politiets varetægt

Politiet tvang sig adgang til mandens bopæl den 26. februar, hvor han blev anholdt. Dagen efter blev han fremstillet i grundlovsforhør.

Han blev derefter varetægtsfængslet – i første omgang i Vestre Fængsel, men undervejs mentalundersøgt og derefter overflyttet til Psykiatrisk Center Sct. Hans i Roskilde.

Efter 193 dage i politiets varetægt blev manden den 4. september løsladt, da man på grund af et manglende anklageskrift valgte at udskyde retssagen.

Nu er anklageskriftet altså klar, og sagen er berammet til den 7., 9. og 10. januar 2025 ved Retten på Frederiksberg.

Anklagemyndigheden lægger op til, at den tiltalte skal idømmes en behandlingsdom i stedet for en almindelig fængselsstraf.

Mandens forsvarer, Henrik Stagetorn, har dog tidligere fortalt, at man går efter en frifindelse.

"Nu har frihedsberøvelsen varet i så lang tid, at der må ske løsladelse på nuværende tidspunkt," sagde Henrik Stagetorn allerede tilbage i juli, da manden fortsat var varetægtsfængslet.