Det var lidt af et samarbejde, Novo Nordisk Fonden og Danmarks Eksport- og Investeringsfond i starten af marts måned præsenterede.
Sammen med verdens måske mest hypede teknologiselskab lige nu, Nvidia, kunne partnerne nemlig annoncere, at man sammen vil udvikle et helt nyt nationalt center for AI-innovation.
Prisen lyder på 700 millioner kroner, og med i købet får Danmark en af verdens kraftigste AI-supercomputere, der har fået navnet Gefion.
Formålet er at sætte Danmark i førersædet, når det kommer til innovation, forskning og uddannelse inden for kunstig intelligens.
Til at drive det storslåede samarbejde har man sat amerikanske Nadia Carlsten ind som direktør i det nystiftede selskab Danish Centre for AI Innovation (DCAI).
Novo Nordisk Fonden ejer 85 procent af DCAI, mens Danmarks Eksport- og Investeringsfond ejer de resterende 15 procent.
Og når det nye selskab officielt præsenteres onsdag i næste uge, den 23. oktober, bliver det med en verdenskendt læderjakke blandt publikum.
Nvidias topchef, Jensen Huang, har nemlig annonceret, at han kommer til København for at overvære præsentationen.
Nvidia har stået for leveringen af de 1.528 ekstremt eftertragtede H100-chips til den nye supercomputer.
Ifølge Wall Street Journal koster Nvidias H100-chip cirka 170.500 kroner per styk.