Artikel top billede

Nvidia er klar med en supercomputer til dit skrivebord: “Det her er AI-tidsalderens computer”

Du kan nu købe din egen personlige AI-supercomputer. Den passer perfekt ind på dit skrivebord, og henvender sig især til folk, som arbejder professionelt med kunstig intelligens.

“Det her er AI-tidsalderens computer.”

Med de ord præsenterede Nvidia-topchefen Jensen Huang tirsdag aften ved selskabets store GTC-konference to nye såkaldte personlige supercomputere.

De to computere får navnet DGX Spark og DGX Station, og de er bygget specifikt til arbejdet med kunstig intelligens-modeller, hvor de kan bruges til at udvikle prototyper af modeller, finetune modeller og ikke mindst afvikle modeller i forskellige størrelser.

Nvidia løftede allerede sløret for DGX Spark ved CES-konferencen tidligere på året, hvor den blev omtalt som Project Digits.

Spark er den mindste af de to computere, og den ser ud til at være på størrelse med Apples Mac Mini.

Spark er udstyret med Nvidias GB10 Grace Blackwell Superchip, mens DGX Station er den største og mest kraftfulde af de to.

Regnekraft på datacenter-niveau

DGX Station er størrelsesmæssigt sammenlignelig med en god gammeldags tower-desktop-computer.

Ifølge Nvidia vil den være i stand til at levere ydelse på datacenter-niveau. Under motorhjelmen gemmer den på Nvidias GB300 Grace Blackwell Ultra Desktop Superchip, og derudover har den 784 gigabyte hukommelse.

“Det er sådan, computere burde se ud, og det er, hvad computere vil være i stand til at afvikle i fremtiden. Vi har nu en hel modelrække, der henvender sig til erhvervslivet – lige fra små computere til større workstations,” sagde Jensen Huang.

DGX Spark kan købes allerede nu til en pris på 3.000 dollar, hvilket med den aktuelle dollarkurs svarer til i omegnen af 20.000 kroner.

Prisen på den større DGX Workstation er stadig ukendt, men det forventes, at den via partnere som eksempelvis Asus, Dell og HP vil blive lanceret senere på året.