Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Morgen-briefing: Conscia køber norske Kanari Group / Velux-millioner til forskning i duft i telekommunikation og bæredygtig kode / Rygter om kæmpe EU-straftold på op til 45 procent på kinesiske el-biler

Morgen-briefing: Conscia køber norske Kanari Group / Velux-millioner til forskning i duft i telekommunikation og bæredygtig kode / Rygter om kæmpe EU-straftold på op til 45 procent på kinesiske el-biler / Trump truer med retssag og beskylder Google for at vildlede / Google investerer milliarder i amerikanske datacentre

Mornings. Så er Computerworlds fremskudte lyttepost mod syd atter i aktiv tjeneste. Lyttebøjerne ligger hele ugen og vugger i farvandet tæt på den store nabo mod syd, og her er de første meldinger i klar tekst denne mandag morgen. Ved kontrolpanelerne: Niels Veileborg.

Conscia køber norske Kanari Group

Infrastruktur-specialisten Conscia køber den norske Kanari Group, som leverer såkaldte observability-løsninger til komplekse it-miljøer i Norden.

Observability-løsninger går skridtet videre end traditionel overvågning ved at levere realtidsindsigt i hele det digitale økosystem.

Kanari Group blev grundlagt i 2011 og har hovedsæde i Oslo, Norge. Selskabet omsætter for godt 140 millioner kroner. Kanari vil fortsætte som separat enhed og brand.

"Vi ønsker at være det foretrukne valg for organisationer med kritisk it-infrastruktur, der har behov for at sikre og drive deres komplekse it-netværk og opnå en højere beskyttelse mod cybertrusler. Deri ligger et stort potentiale i at kombinere vores fokus på cybersikkerhed og kompleks it-infrastruktur med Kanaris observability, hvilket vil give os en unik platform i markedet," siger CEO Martin Høyer, Conscia Danmark.

Conscia omsætter for cirka 4,3 milliarder kroner og har cirka 1.200 ansatte. Selskabet er ejet af kapitalfonden Nordic Capital.

Velux-millioner til forskning i duft i telekommunikation og bæredygtig kode

Villum Fondens Experiment-program bruger i år cirka 100 millioner kroner på en række danske forskningsprojekter i deres tidlige fase, som har et højt risikomoment og potentiale for gennembrud.

Forskningsidéerne spænder bredt fra dufte-teknologi til AI og bæredygtige biomaterialer.

Ét af projekterne undersøger for eksempel, hvordan dufte kan overføres på afstand, ligesom vi i dag overfører lyd og billeder. Det kan føre til en helt ny form for telekommunikation, der integrerer lugtesansen, så vi ikke bare kan se og høre over afstande mellem enheder - men også dufte.

Et andet projekt undersøger, om man kan bruge insekter som råstof til for eksempel tekstiler eller emballage. Hvis det lykkes, vil det åbne mulighed for vidtstrakt brug af insekt-biomasse til helt nye former for biomaterialer.

Et tredje projekt kigger på, om vi kan lære kunstig intelligens at kode mere bæredygtigt, så vi kan reducere energiforbruget i fremtidens AI-systemer.

Rygter om kæmpe EU-straftold på op til 45 procent på kinesiske el-biler

EU har planer om at indføre EU-straftold på op til 45 procent på kinesiske el-biler. Forslaget fra EU-Kommissionen skal angiveligt til afstemning 4. oktober. Det skriver Reuters.

Hvis forslaget stemmes igennem, kan det træde i kraft inden udgangen af oktober.

Trump truer med retssag og beskylder Google for at vildlede

Den amerikanske præsidentkandidat Donald Trump beskylder Google for kun at vise såkaldt dårlige historier om ham i søgninger, mens Google kun viser gode historier om Kamala Harris, der er den demokratiske præsidentkandidat til præsidentvalget i USA til oktober. Det skriver Reuters.

"Det er blevet fastslået, at Google ulovligt har brugt et system med kun at afsløre og vise dårlige historier om Donald J. Trump, nogle produceret til dette formål, mens Google på samme tid kun har vist gode historier om den demokratiske præsidentkandidat Kamala Harris”, skriver Trump på sit eget sociale medie Truth Social.

Trump håber, at justitsministeriet vil forfølge sagen, og ellers vil han selv sørge for, at det sker, hvis han vinder valget.

Google har ikke kommenteret anklagerme. Trump fremførte lignende påstande i forbindelse med præsidentvalget i 2016. Dengang afviste Google, at der var noget om snakken.

Google investerer milliarder i amerikanske datacentre

Googles moderselskab Alphabet investerer 3,3 milliarder dollars i to nye datacentre i South Carolina, USA. Det skriver Reuters.

Investeringerne følger markedstendensen med voldsomme investeringer i datacenterkapacitet over hele verden til at understøtte AI-applikationer.

Microsoft har annonceret investeringer i AI-infrastruktur og energiprojekter for over 30 milliarder dollars sammen med flere investeringsselskaber.