Den Texas-baserede pc-producent Dell vil forsøge at frasælge det børsnoterede it-sikkerhedsselskab SecureWorks.
Dell har tidligere forsøgt sig med et frasalg af datterselskabet, men uden held.
Det skriver Reuters.
Dells topchef, Michael Dell, er i gang med at afsøge muligheder hos investeringsbanker som Morgan Stanley og Piper Sandler. Dell håber, at bankerne kan finde potentielle kandidater til en overtagelse af SecureWorks.
SecureWorks har en værdi på 4,4 milliarder kroner. Dell ejer 79,2 procent af selskabet og kontrollerer 97,4 procent af stemmerettighederne i selskabet.
Sidste gang Dell forsøgte at frasælge SecureWorks var i 2019, hvor det mislykkedes at finde en køber. Nu forsøges der igen. Reuters skriver dog, at intet er garanteret, og at Dell muligvis beholder selskabet et stykke tid endnu.
SecureWorks er mest kendt for sikkerhedsplatformen Taegis, som har til formål at beskytte virksomheder mod avancerede trusler.
Dell købte SecureWorks i 2011 for 4,1 milliarder kroner, og cybersikkerhedsvirksomheden blev børsnoteret i 2016. Selskabets aktier er faldet med mere end en tredjedel i værdi siden, de toppede i 2021.