Det kan være ulovligt og i strid med EU’s konkurrenceregler, at Microsoft Teams i flere år har været bundet op på Office 365 og Microsoft 365.
Det begrænser nemlig konkurrencen fra blandt andre Slack, Zoom og Google Meet og andre spillere på markedet for kommunikations- og samarbejdsprodukter, og det giver Microsoft en monopollignende position i markedet for produktivitetssoftware.
Og derfor lægger EU sag an mod Microsoft for brud på konkurrencereglerne, der hører under EU's digitale regelsæt, Digital Markets Act (DMA).
”Vi er meget bekymrede over, at Microsoft måske giver sit eget kommunikationsprodukt Teams en uretmæssig fordel over konkurrenter,” siger konkurrencekommissær Margrethe Vestager i en pressemeddelelse fra EU-Kommissionen.
Set med Microsoft-øjne kan sagsanlægget i værste fald udløse en bøde på 10 procent af selskabets samlede omsætning – som sidste år lød på cirka 779 milliarder kroner – hvis tech-giganten ellers findes skyldig.
Sagen startede helt tilbage i 2020 på baggrund af en klage til EU’s konkurrencemyndigheder fra det Salesforce-ejede Slack, som også er en videokommunikationstjeneste.
Derudover har tyske Alfaview også klaget til EU’s konkurrencemyndigheder over Microsoft Teams.
Det er under 24 timer siden, at EU’s konkurrencemyndigheder satte kløerne i Apples App Store for også at bryde DMA.
Forsøger at imødekomme EU
Det er ikke første gang, Microsoft tvinges til at betale en gigantisk antitrust-bøde af EU.
Ifølge Reuters blev Microsoft for 20 år siden tvunget af EU’s konkurrencemyndigheder til at betale 16,44 milliarder kroner for at binde to eller flere produkter sammen i deres løsninger.
Og det er da heller ikke fordi, Microsoft ikke forsøger at løse problemet.
Sidste år meddelte Microsoft, at selskabet ville begynde at sælge Office-pakker uden Teams, så brugere kunne vælge, om de ønskede at have kommunikationsplatformen med i pakken eller ej.
Ændringen gjaldt dog kun i EU, men i april måned i år annoncerede Microsoft, at de ville implementere ændringen over hele verden.
Derudover har Microsoft meddelt, at konkurrerende løsninger som Zoom og Slack skal integreres bedre med Exchange, Outlook og Teams, efter kritikken om, at Microsofts produkter favoriserer egen software.
EU-Kommissionen fastholder dog, at de Microsoft-ændringer ikke i tilstrækkelig grad imødekommer dens bekymringer, og at der er behov for flere ændringer for at genoprette konkurrencen.
Microsofts præsident Brad Smith gentog tidligere på måneden sine kommentarer om virksomhedens vilje til at løse problemet.
"Efter at have adskilt Teams og taget de første skridt i retning af interoperabilitet sætter vi pris på den yderligere klarhed, vi har fået i dag, og vi vil arbejde på at finde løsninger, der kan imødekomme Kommissionens resterende bekymringer," sagde Smith.
Teams blev føjet gratis til Office 365 i 2017 og erstattede efterfølgende Skype for Business.
Dets popularitet steg kraftigt under pandemien, blandt andet på grund af dets videokonferencer, men konkurrenterne sagde, at det gav Microsoft en urimelig fordel at samle produkterne sammen.