Googles moderselskab, Alphabet, har netop tabt en retssag mod EU-Kommissionen og modtager en kæmpebøde på 2,42 milliarder euro, svarende til cirka 18 milliarder kroner.
Bøden blev oprindeligt udstedt for syv år siden, efter EU-Kommissionen anklagede Google for konkurrenceforvridende praksis.
I 2017 konkluderede EU-Kommissionen, at Google misbrugte sin dominerende markedsposition ved at fremme sin egen prissammenligningstjeneste på bekostning af mindre europæiske konkurrenter som eksempelvis Pricerunner.
Dette skabte ifølge Kommissionen en ulige konkurrencesituation, hvor Googles egen tjeneste fik uretmæssige fordele. Sagen har siden været gennem retssystemet, da Google appellerede den oprindelige afgørelse.
Nu har EU-Domstolen endeligt afvist Googles appel og fastholder bøden.
Domstolen understregede, at EU-lovgivningen ikke straffer virksomheder for at have en dominerende markedsposition i sig selv, men for at udnytte denne position på en måde, der hæmmer konkurrence og skader både andre virksomheder og forbrugerne.
Milliardbøder i kø for Google
Det er ikke første gang, Google har modtaget store bøder fra EU. I alt har selskabet betalt bøder på 8,25 milliarder euro – cirka 61 milliarder kroner – over det seneste årti for overtrædelser af EU's konkurrenceregler.
Google har desuden flere sager, der stadig venter på afgørelse.
Blandt andet står selskabet over for to andre konkurrenceretssager, der omhandler dets Android-operativsystem og AdSense-annonceplatform.
Sidste år blev Google desuden anklaget for at favorisere egne annonceprodukter, hvilket kan tvinge selskabet til at sælge dele af sin annonceforretning.
Selvom Google har kæmpet hårdt for at undgå milliardbøderne, har EU gentagne gange bevist, at de står fast i deres hårde linje over for tech-giganten.
Google er dog ikke den eneste tech-gigant, der har modtaget milliardbøder.
Apple har også for nylig fået en bøde på næsten 100 milliarder kroner for at have betalt for lidt skat i EU.