Europa-Kommissionen har mandag meddelt, at Apples regler for App Store sandsynligvis bryder med Digital Markets Act (DMA), som er designet til at begrænse de største tech-giganters magt og skabe mere fair vilkår for mindre konkurrenter.
Kommissionen har vurderet, at Apples nuværende forretningsbetingelser for appudviklere ikke lever op til DMA’s krav.
Konkret betyder det, at appudviklere ikke frit kan informere deres kunder om alternative og billigere måder at købe deres produkter på uden om App Store.
Apple tillader kun udviklere at lede brugere væk fra App Store gennem såkaldte "link-outs", som sender brugerne til en webside for at gennemføre købet. Men denne proces er underlagt flere restriktioner, der begrænser udviklernes muligheder for at kommunikere og promovere deres tilbud frit, lyder det.
Vigtig dag for håndhævelsen af DMA
I den forbindelse udtaler Margrethe Vestager, EU's konkurrencekommissær, at der er tale om en meget vigtig dag for den effektive håndhævelse af DMA.
"Vores foreløbige holdning er, at Apple ikke fuldt ud tillader steering. Steering er nøglen til at sikre, at appudviklere er mindre afhængige af gatekeepers’ app stores og for at forbrugerne kan blive opmærksomme på bedre tilbud," lyder det fra den danske konkurrencekommissær, som fortsætter:
"Vi har også åbnet procedurer mod Apple i forbindelse med deres såkaldte core technology fee og forskellige regler for tilladelse af tredjeparts appbutikker og sideloading. Udviklerfællesskabet og forbrugerne er ivrige efter at tilbyde alternativer til App Store. Vi vil undersøge for at sikre, at Apple ikke underminerer disse bestræbelser."
Fra Apple lyder det dog, at man igennem flere forskellige tiltag igennem de seneste par måneder har forsøgt at tilpasse sig DMA ved eksempelvis at indføre nye gebyrstrukturer og forretningsbetingelser.
Samtidig lyder det, at man vil fortsætte sit samarbejde med Europa-Kommissionen for at finde løsninger, der lever op til lovgivningen på området.
Har sat nye undersøgelser i gang
Ud over de eksisterende bekymringer har Kommissionen også startet en ny undersøgelse af Apples kontraktbetingelser for tredjeparts app-udviklere og app-butikker.
Her vil især tre ting blive undersøgt:
- Core technology fee, som er det gebyr på 0,5 euro (3,7 kroner) per installeret app, som Apple pålægger udviklere af tredjeparts app-butikker og apps.
- Brugerrejse for alternativ installation: De mange trin, som brugere skal gennemgå for at downloade og installere alternative app-butikker eller apps på iPhones.
- Adgangskrav for udviklere: Kravene, som udviklere skal opfylde for at kunne tilbyde alternative distributionskanaler, såsom medlemskab af Apple Developer Program.
Risikerer bøder på op til 10 procent af den globale omsætning
Hvis Kommissionen fastholder sine foreløbige konklusioner, så kommer det til at betyde, at Apple skal ændre sine forretningsbetingelser for at overholde DMA.
I værste fald kan Apple stå over for bøder på op til 10 procent af selskabets globale årlige omsætning, hvilket kan løbe op i milliarder af euro.
Gentagne overtrædelser kan medføre endnu højere bøder og yderligere sanktioner, som eksempelvis omfatter påbud om at sælge dele af virksomheden eller forbud mod opkøb.