Microsoft og sine hardware-partnere lægger ikke skjul på, at det nye kuld af AI-rettede ’Copilot+’ maskiner er tiltænkt bærbare enheder.
Microsofts egne nye enheder bygget omkring et nyt Windows og Qualcomms nye, særlige ’Elite X’ ARM-processor er da også en ny tablet, Surface Pro 10, og en ny bærbar, Surface Laptop 6.
Samtidig vælter det ind med lignende slanke, lette og bærbare designs fra pc-producenter som Acer, Asus, Dell, HP og Lenovo.
Vil man prøve kræfter med eller udvikle til den nye platform og dennes særlige ARM-processor, tilbyder Qualcomm den første og indtil videre eneste desktop-mindede udgave i form af ’Snapdragon Developer Kit’, som debuterer i handlen 18. juni - samme dag, som de øvrige Elite X baserede enheder.
Særligt udstyret til kunstig intelligens
Som med de øvrige Copilot+ enheder er maskinen udstyret med den spritnye generation af Qualcomms chips, her den 12-kerbede Elite X chip.
Denner er her udstyret med markedets stærkeste indbyggede ’Neural Processing Unit’, en NPU, som kan levere 45 TOPS – flere gange mere end markedets øvrige NPU i chips fra Intel, AMD og Apple.
Dedikerede grafikkort kan levere mere, men disse benyttes i øjeblikket ikke til at drive Microsofts nye Copilot+ funktioner.
Qualcomms nye pc er født med 32 gigabyte hukommelse og byder samtidig på 512 gigabyte M2 ssd-lager.
Selve chassiset måler 20 gang 17,5 centimeter og er 3,5 centimeter høj – omtrent samme dimensioner som en Mac mini.
Der tilbydes i alt fem USB-porte (heraf tre gange USB-C), ethernet og lyd-port samt wi-fi 7.0 trådløst netværk.
Den Snapdragon-baserede computer kan forudbestilles nu til priser fra 899 amerikanske dollar, svarende til 6.190 kroner før eventuel told og moms.