Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Morgen-briefing: Dansk robotselskab skifter ud i ledelsen / Fagforening skal protestere mod salg til Israel / Dansk sikkerhedsfirma slugt i storstilet udenlandsk ekspansion

Dansk robotselskab skifter ud i ledelsen. Fagforening skal protestere mod salg til Israel. Dansk sikkerhedsfirma slugt i storstilet udenlandsk ekspansion. Opkøbsmaskinen Visma skal ind på det tyske marked

Godmorgen, kære læser

En ny uge lurer. Mandagens opkog af de vigtigste it-nyheder er serveret af Frederik Therkildsen, da jeg er vikar for min kollega Anders Bruun, der kommer til at stå for overflyvningen resten af ugen.

Lad os springe direkte ud i det.

God læselyst.

Dansk robotselskab skifter ud i ledelsen

Shape Robotics rokerer rundt i sin ledelse. Den forhenværende administrerende direktør André Fehrn vender tilbage til selskabet som bestyrelsesformand. Til flere investorers overraskelse forlod han ellers selskabet for præcis ét år siden.

Selskabet specialiserer sig i at sælge undervisningsmateriale bygget op omkring robotten Fable. Det største marked er suverænt Rumænien.

Den revisoruddannede André Fehrn skal efter eget udsagn sørge for at pleje forholdet til selskabets aktionærer. To påtaler fra myndighederne inden for det sidste år, grundet forsinket udmelding angående ordrer, har været udslagsgivende for aktiens fald på over 70 procent det seneste år.

Efter længere tids forberedelse rykkede Shape Robotics i 2023 ellers op fra den lille vækstbørs First North til den store scene i Danmark.

Shape Robotics er et spinoff fra DTU fra 2015.

Fagforening skal protestere mod salg til Israel

Ansatte hos Google DeepMind i London forsøger at melde sig ind i en fagforening for at få bedre mulighed for at protestere mod selskabets salg af AI-teknologi til israelske forsvarsmyndigheder.

Omkring 300 medarbejdere hos Google DeepMind arbejder på at blive en del af Communication Workers Union (CWU), skriver Financial Times. Baggrunden er utilfredshed med Googles salg af cloud- og AI-løsninger til Israels forsvarsministerium, hvilket har skabt intern uro.

Google, DeepMind og CWU har endnu ikke kommenteret sagen. Oprøret kommer i kølvandet på en tidligere konflikt, hvor Google fyrede 28 ansatte efter protester mod en lignende kontrakt med den israelske regering.

Sagen understreger de voksende spændinger i tech-sektoren, hvor ansatte i stigende grad udfordrer ledelsens samarbejde med kontroversielle statslige aktører.

I Danmark har vi endnu ikke set, at medarbejdere lægger pres på deres arbejdspladser i forhold til Israel, mens der har været store demonstrationer foran forsvarsvirksomheden Terma og Mærsk.

Dansk sikkerhedsfirma slugt i storstilet udenlandsk ekspansion

Det danske cybersikkerhedsfirma Secher Security er blevet opkøbt af en amerikansk managed services-gigant, der opruster massivt i Europa.

Silkeborg-baserede Secher Security, kendt som en af verdens første partnere for såkaldte Cato Networks, er blevet overtaget af amerikanske Momentum som led i en ambitiøs vækststrategi i EMEA-regionen, fremgår det af en pressemeddelelse.

"Secher Securitys specialiserede viden er et perfekt match til vores globale ambitioner," udtaler Todd Zittrouer, CEO for Momentum. Opkøbet markerer endnu et skridt i amerikanernes plan om at etablere sig som en ledende aktør på det europæiske marked for managed services og cybersikkerhed.

Secher Security er blot det seneste opkøb i rækken. Senest blev hollandske Horizon Telecom tilføjet.

Opkøbsmaskinen Visma skal ind på det tyske marked

Visma udvider sit udbud af forretningssoftware til selvstændige med en investering i belgiske Accountable, som er kendt for intelligente regnskabs- og skatteløsninger.

Med investeringen i Accountable tager Visma endnu et skridt i sin vækststrategi i Belgien og Tyskland. Accountable tilbyder en platform, hvor selvstændige nemt kan håndtere regnskab, fakturering, bankforretninger og skatteforhold. Over 26.000 kunder i Belgien og Tyskland benytter i dag løsningen.

Ifølge Vismas CEO, Merete Hverven, fjerner Accountables teknologi mange af de administrative byrder, som selvstændige typisk kæmper med. Accountable, der blev grundlagt i 2019, vil fortsætte som en selvstændig enhed under Visma-paraplyen og skal blandt andet støtte op om indførelsen af obligatorisk e-fakturering i Belgien og Tyskland.

Med Visma i ryggen forventer Accountable at accelerere væksten og styrke sin position som en førende digital partner for selvstændige erhvervsdrivende i Europa.

Den samlede Visma-koncern omsætter for cirka 21 milliarder kroner og har over 16.000 ansatte på verdensplan.




White paper
Tidsbegrænset kampagne: Overvejer du at udskifte eller tilføje printere i din forretning? Vi kan tilbyde én eller flere maskiner gratis