En patient med en indopereret hjernechip fra Elon Musk-selskabet Neuralink er tilsyneladende kommet sig oven på operationen og er nu i stand til at kontrollere en computermus med tankens kraft. Det skriver Reuters.
"Patienten er i stand til at flytte en musemarkør rundt på skærmen blot ved at tænke det”, sagde Elon Musk til et event på det sociale medie X, som han jo selv ejer.
Chippen blev indopereret i patienten i sidste måned. Selskabet bruger en robot til at placere chippen, som er en slags hjerne-computer-interface, i den del af hjernen på patienten, som kontrollerer bevægelser. Det foreløbige mål er, at patienten kan kontrollere både en mus og et tastatur.
Musk har store forventninger til Neuralink og mener, at teknikken vil ende med at kunne behandle ekstrem fedme, autisme, depression og skitzofreni.