Nye renrumsfaciliteter er på vej til DTU.
Denne udvidelse af DTU Nanolab er et led i at styrke både arbejdsindsatsen på microchip-området og dermed udviklingen af kvantecomputere.
Det nye renrum skal bygges på DTU Lyngby Campus og omfatter, ifølge en pressemeddelelse fra universitetet, en cirka 5.600 kvadratmeter stor bygning i to etager og med kælder.
Bygningen kommer efter planen til at koste 345 millioner kroner, som DTU selv finansierer. De nye faciliteter forventes at stå færdige i 2026.
På DTU Nanolab forskes der i den mikro- og nanoteknologi, som ligger til grund for fremstillingen af avancerede mikrochips. Desuden giver DTU Nanolab virksomheder og industri adgang til at benytte de unikke faciliteter i Danmarks eneste storskalarenrum.
”Allerede i dag oplever vi stor efterspørgsel på mere plads. Samtidig forventer vi, at efterspørgslen stiger, da nanofabrikationsteknologi er en afgørende teknologi i udviklingen af kvantecomputere og sensorer,” siger direktør for DTU Nanolab Jörg Hübner.
Arbejdet på DTU flytter sig ind i de globale tendenser, hvor store nationer sætter store ressourcer af til udviklingen af de små tech-hjerne til alle vore enheder.
Lige nu producerer EU blot 10 procent af alle mikrochips på verdensplan mens særligt USA og Kina er langt fremme på området.
Men det skal ændre sig med en ny aftale, som har til formål at gøre EU mindre afhængighed af producenterne i resten af verden.
Med en ny aftale vil EU mobilisere 323 milliarder kroner til mikrochipproduktion, hvoraf 25 milliarder er øremærket til forskning og udvikling af nye chips. Ambitionen er at hæve Europas markedsandel til 20 procent inden årtiet er omme.
”Udbygningen af DTU's renrumsfaciliteter vil bidrage til en styrkelse af Danmarks erhvervsliv, konkurrenceevne og digitaliseringsevne, samt bidrage positivt til det europæiske økosystem for mikrochips,” mener Jörg Hübner.