Det bliver heller ikke i 2023, at man får bugt med den store mangel på mikrochips.
Manglen på de små chips kommer også i 2023 til at have konsekvenser for den globale bilindustri.
Sådan lyder det fra flere førende aktører i både bilindustrien og blandt mikrochipproducenter, beretter det britiske finansmedie Financial Times.
"Der er intet, vi kan gøre nu for at ændre på noget i 2023. Vi kan dog øge kapaciteten hver måned i 2023, så vi kan imødekomme kundernes efterspørgsel," lyder det fra Hassane El-Khoury.
Han er CEO for Onsemi, der producerer de eftertragtede mikrochips.
Mens efterspørgslen stiger på elbiler, så gør manglen på mikrochips det derfor svært for producenterne at følge med efterspørgslen.
Det er nemlig især i elbiler, de små chips bliver benyttet.
Heller ikke Jochen Hanebeck, der er chef for den tyske chipproducent Infineon, mener, at man får bugt med problemet lige foreløbig.
"Jeg forventer en langvarig mangel," lød det for nylig fra Infineon-chefen ved en konference i den sydtyske delstatshovedstad München.
Det er ikke kun chipproducenterne, der taler højt om problemer grundet manglen på mikrochips.
Carlos Tavares, der er CEO for Stellantis, der er verdens fjerdestørste bilproducent, har tidligere udtalt, at han forventer, at bilindustrien i 2023 vil blive påvirket af denne mangel og skabe problemer for producenterne.